Nødt til at lukke i Vorupør: - Træls at måtte lukke en god forretning
VORUPØR: Efter tre år i Vorupør lukker VØ Outlet. Ejendomme på Vesterhavsgade 103 er blevet solgt, og der rykker nye aktiviteter ind.
VØ Outlet har været et succesfuldt samarbejde mellem tre forretninger om salg af restpartier og udgåede modeller: Juul Sko, Niels Blyant og My Deluxe. Og det ærgrer de Tine Juul, Heidi Muldbjerg og Niels “Blyant“ Pedersen.
- Det er da træls at skulle lukke en god forretning. Vi skal være ude i november. Vi ville gerne være blevet i Vorupør. Men det er ikke muligt, da vi ikke kan finde tilsvarende større lokaler i byen, fortæller Niels Blyant på vegne af de tre.
- Nu skal vi have fundet en ny lokalitet og en ny måde at drive vores butiksfællesskab videre. For det er faktisk en rigtig god og bæredygtig model, vi har fundet, hvor vi sammen går ind og tager huslejeudgiften, og så hjælper hinanden med at have ansatte i butikken og holde mange timer åbent. Derfor har vi nu sat et ophørsudsalg i gang her i efterårsferien i Vorupør, hvor vi har åbent hver dag, og hvor der er meget store rabatter på 50-70 procent på alt. Det er rigtig fine varer, vi nu skal have tømt butikken for. Alt er fra 2024 og lidt fra 2023, lyder det fra Niels Blyant.
Niels "Blyant" kan ikke fortælle om, hvad der kommer til at ske i fremtiden for forretningstrioen med deres outlet fællesforretning, for intet er på plads.
Men der arbejdes med flere muligheder og lokaliteter for at drive en outletforretning i Thy som den gennem tre år i Vorupør.
VØ Outlet holder ophørsudsalg dagligt fra 11.00-16.00.