Billede beskrivelse

Nethandel kom bare an: Nykøbing giver aldrig op

15. maj 2025 kl. 11.01

NYKØBING: Med nethandel som en frygtindgydende konkurrent World Wide Web, kunne man fristes til at tro, at specialbutikkerne er ved at tisse i bukserne af skræk for fremtiden.

Det gør de sikkert også i nogle byer rundt omkring i landet, men ikke i handelsbyen Nykøbing.

- Vi er en by, der aldrig giver op, så vi tager kampen op og finder hele tiden på nye ideer for at trække kunderne til vores specialbutikker, smiler den nyvalgte formand for Mors Handel, Preben Laustsen, indehaver af Prebens Vinhandel.

Gennem mange år, har Mors Handel med succes foldet et stort program af aktiviteter og koncerter ud over kalenderåret for at gøre det til en oplevelse ud over det sædvanlige at komme til byen at handle, både for lokale og turister.

Og med sommeren for døren, står også de populære sommerkoncerter By Night, som har det med at trække tusinder til Nykøbing.

- Den slags oplevelser, kan nettet ikke tilbyde, så det er på oplevelser og andre aktiviteter, vi kan lokke kunder til. Og i den forbindelse er vi glade for, at vi bor i en kommune, som vil os det godt. Vi har nemlig et godt samarbejde med Morsø Kommune, der er med til at finansiere vores aktiviteter og sommerkoncerter, siger Preben Laustsen.

Billede beskrivelse

Også øens og en af landets største turistaktører, Jesperhus, bakker op ved at holde ”onsdagsfri”, når der er sommerkoncerter og By Night i Nykøbing.

- I stedet gør de deres gæster opmærksom på vores tilbud, så det samarbejde er vi også meget glade for, siger Preben Laustsen.

Turister hører primært sommeren til, og i den periode skruer Mors Handel op for oplevelserne, men det sker ikke på bekostning af de lokale.

- Vi er glade for turister, men vi glemmer bestemt ikke de lokale. Det er dem, vi skal leve af 10 måneder om året. Derfor har vi stort fokus på at skabe aktiviteter og oplevelser for de lokale året rundt, siger Preben Laustsen.

Arbejdet med at skabe oplevelser og aktiviteter, ar lagt i hænderne på handelschef Lisbeth Thrysøe, som ifølge Preben Laustsen gør et fantastisk stykke arbejde, men bestyrelsen i Mors Handel byder også ind med ideer, og selv er Preben Laustsen ikke bange for at trække i arbejdstøjet.

- Hvis der skal laves noget, så kommer jeg. Det kendetegner i øvrigt alle. Vi er et fællesskab, der står sammen om gøre Nykøbing til en attraktiv handelsby, siger han og tilføjer endnu et eksempel på, hvordan specialbutikkerne gør en forskel for kunderne.

- Det gør vi på SERVICE skrevet med versaler. Den service og professionelle rådgivning, vi tilbyder, kan man ikke få på nettet, siger Preben Laustsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste