Billede beskrivelse

Når surferne strømmer til Hanstholm, smiler købmanden hele vejen hen til kassen

04. august 2025 kl. 19.00

HANSTHOLM: Når vinden suser ind fra vest, og bølgerne ruller ind mod kysten ved Hanstholm, er det ikke kun havet, der lever. 

Det gør byen også.

For på de blæsende sommerdage bliver Hanstholm hotspot for surfere fra hele Europa – og det mærker man helt ned til butikshylderne.

Solveig Madsen, der er købmand på havnen, smiler, da hun beskriver butikkens nyeste faste kundegruppe:

- De er nemme at spotte i butikken. Våddragt, barfodet og med saltvand i håret – og så har de altid travlt med at tanke op på snacks, drikkevarer og alt det, man lige skal bruge, når man bor i en camper.

Butikken ligger perfekt placeret på vejen mod surfspottene ved Roshage, og det kan mærkes i kasseapparatet.

- På de gode surfdage står surferne for 20-25 procent af vores omsætning. Det betyder virkelig noget for en lokal butik som vores.

Den stærke tilstrømning af surfere er ikke kun godt for købmanden, det er et tydeligt tegn på, at Hanstholm er blevet en destination for bølgejægere fra nær og fjern. 

Og det skaber muligheder for at udnytte et kæmpe potentiale, mener Solveig Madsen:

- Vi skal virkelig være opmærksomme på den chance, der ligger lige foran os. Der kommer så mange surfere, og vi må ikke nøjes med bare at lade det ske, vi skal udvikle det, støtte det og sørge for, at de bliver ved med at være glade for at komme her.

Hun efterlyser et stærkere samarbejde og en lokal indsats for at koordinere udviklingen – til gavn for både surferne og for hele Thy.

- Det her handler ikke kun om min butik – det handler om, at vi har noget unikt her. Surf, natur, rå vestkyst – og en kæmpe mulighed for at skabe liv og vækst i hele området, lyder det fra købmanden på Hanstholm Havn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste