Musik, sjov og gode tilbud: Thisted holdt en byfest for hele familien
THISTED: Onsdag blev der festet i hele byen, da specialbutikkerne i Thisted inviterede familien på musik, sjov og gode tilbud.
Gennem hele dagen og frem til midt på aftenen, kunne kunderne handle de gode tilbud i specialbutikkerne, og det hele blev krydret med musikalsk underholdning og masser af sjov i børnehøjde.
Byens store torv var centrum for underholdningen og de sjove aktiviteter i familiehøjde.
Her tumlede børnene sig lystigt på hoppeborgene, eller besøgte den opstillede brandbil for at blive ”brandmand for en dag”.
På torvet kunne man også stille sulten med streetfood og lytte og synge med på den stribe af hits, som Række 2 ½ leverede fra den opstillede scene.
Musik var der også i Vestergade, hvor Nadja Broholm optrådte, mens musikken på havnetorv blev leveret af Thomas Jones og på Café Baghuset af Broken Chains.