Billede beskrivelse

Mere liv i Hanstholm Centret: Ny frisør trækker kunder til

07. april 2026 kl. 19.00

HANSTHOLM: Der er igen liv i frisørstolene i Hanstholm Centret. Tirsdag 7. april åbnede Dalil Otman, Thisted, en afdeling af Simons Frisør i Thisted.

Dermed får borgerne i Hanstholm igen mulighed for at blive klippet lokalt efter en periode uden frisør i centret.

Beslutningen om at åbne i Hanstholm kom ikke ud af det blå. Ifølge Dalil Otman var det især kundernes efterspørgsel, der satte gang i planerne.

– Jeg har så mange kunder fra Hanstholm, der tager turen ind til Thisted for at blive klippet hos os. Så giver det bare god mening at åbne en afdeling her, siger han.

Han peger også på, at ikke alle har mulighed for nemt at tage til Thisted.

– Jeg tror også på flere kunder i Hanstholm, da mange ikke bare kan køre frem og tilbage.

Billede beskrivelse

Den nye salon i Hanstholm kører efter samme koncept som i Thisted: Ingen tidsbestilling - man møder bare op

Det er en model, der allerede har vist sig populær – og som kunderne også har taget godt imod i Hanstholm.

Åbningsdagen bød på god aktivitet, hvor Dalil Otman selv stod klar med saksen.

– Vi har allerede haft mange kunder forbi, og vi har fået en rigtig god respons. Mange er glade for, at der igen er en frisør i centret, fortæller han.

I alt arbejder tre frisører i virksomheden, og én af dem vil på skift have sin daglige gang i den nye salon i Hanstholm.

I første omgang holder salonen åbent mandag til onsdag.

Men planerne kan hurtigt ændre sig.

– Hvis vi får mere travlt, er det meget sandsynligt, at vi udvider med flere åbningsdage i Hanstholm, lyder det.

Med åbningen er endnu en butik tilbage i Hanstholm Centret – til glæde for både lokale borgere og besøgende.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste