Mennesker med demens får nu lettere vej til høreundersøgelser i Thy og på Mors

Alzheimerforeningen har hjulpet Audika med at blive demensvenlig

03. juli 2020 kl. 08.35

THY-MORS: Mennesker med demens får lettere vej til høreundersøgelser i butikkerne i Ågade i Nykøbing og i Frederiksgade i Thisted. Alle Audikas 34 hørecentre i Danmark er blevet demensvenlige. Det ny tiltag skal hjælpe medarbejderne med at spotte og gøre livet nemt for de mange danskere, der lider af demens. Samarbejdet er et led i Alzheimerforeningens ønske om at gøre Danmark til et demensvenligt samfund for de 85.000-90.000 borgere, der lider af en demenssygdom.

For at skabe mere opmærksomhed omkring demens har Audika, der er en danskejet kæde af Oticon-certificerede hørecentre, gjort alle deres 34 hørecentre demensvenlige. Det vil sige, at samtlige medarbejdere har fået en viden om demens, der skal hjælpe dem med at spotte, håndtere og bedst muligt hjælpe kunder med demens. Målet er, at flest mulige føler, det er en god og tryg oplevelse at få foretaget et høretjek eller få efterjusteret sit høreapparat.

- Hvis en kunde kommer ind med et fysisk handicap, er det let for medarbejderen at vise ekstra opmærksomhed, men det kan være svært at spotte, at folk har demens, hvis man ikke ved, hvad man skal være opmærksom på, siger General Manager for Audika i Danmark, Dorte Andersen.

Demens er sygdomme i hjernen, der kan komme til udtryk som alverdens svækkede kognitive funktioner. Hukommelsestab er kun ét af mange symptomer. Det kan også være orienteringsbesvær, humørsvingninger eller problemer med at tænke abstrakt. Men ét er at genkende symptomerne, noget andet er at vide, hvordan man bedst møder en person med demens.

Spørger man projektleder Katrine van den Bos fra Alzheimerforeningen, der har hjulpet Audika med at blive demensvenlige, kan man gøre sig følgende forholdsregler:

- Det vigtigste, når man møder folk med demens er, at man udviser tålmodig og er imødekommende i ens kropssprog. Lider man af demens, bliver man hurtigere stresset og kan fare op, hvis man føler sig utryg, siger hun.

Nærmere på: www.demensven.dk &

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste