Bilforhandler Kristian Odgaard fik i februar overrakt de mange gavekort af Lisbeth Thrysøe, handelschef hos Mors Handel. Arkivfoto
Shopping

Mange penge: Gavekort for 60.000 kroner gør gavn

Det lokale handelsliv har fået en saltvandsindsprøjtning

03. juni 2021 kl. 08:00

- Vi har nok udleveret gavekort for 55-60.000, så der er lidt tilovers, siger Mikael Houe, forretningschef hos Kristian Odgaard, Ford i Nykøbing.

I begyndelsen af året tog den lokale bilforhandler et aktivt valg om at støtte det øvrige erhvervsliv i byen. Derfor købte virksomheden gavekort for 75.000 kroner til Mors Handel, som gives til de kunder, der køber en ny eller brugt bil. Køber man en ny bil, får man et gavekort på 1000 kroner oveni, køber man en brugt en af slagsen, får man et gavekort på 500 kroner oveni.

Oprindeligt stoppede muligheden 1. maj, men da der er lidt tilbage bliver de sidste brugt i forbindelse med et åbent-hus-arrangement.

- Vi er kommet godt i bund med salget, men de sidste kommer kunderne til glæde her i løbet af forsommeren, siger Mikael Houe.

Planen er, at gavekortene skal være brugt inden 1. juli. Tanken er, at de skal sætte skub i handlen.

- Det er nu butikkerne har brug for kunderne. Salget skal kickstartes, siger Mikael Houe.

Gavekortene kommer både bilkøberne og detailhandlen til gode, og derfor må det siges at være en win-win.

Salget af biler har i en periode generelt været nedadgående, men salget er ikke gået i stå hos Ford-forhandleren på Mors. Der sælges stadig biler hver dag.

Kristian Odgaard Aps. solgte sidste år over 600 biler - nye som brugte.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu