Lukker stor forretning - nu satses der på netsalg
SNEDSTED: I 2017 åbnede Lone Holm “Holm Univers” på hovedgaden i Snedsted. En meget stor butik med brugskunst, gaver, lokale kunsthåndværk, malerier, chokolade, tøj og ikke mindst Thys største udvalg af Lene Bjerre Design.
Et “univers”, som kunderne kunne gå på opdagelse i - og blive inspireret til smukke ting til hjemmet. Siden knopskød Holms Univers til en butik i J. P. Jakobsen Centret og senest i Vorupør med Lone Holms datter Ida med som butiksleder.
- Men tiderne er ikke med butikkerne. Efter corona kom der et dyk i salget, og det er ikke blevet bedre. Kunderne begyndte dengang at handle på en ny måde, og det kan slet ikke gå rundt at have så stor en fysisk butik i Snedsted. Derfor har jeg besluttet at lukke den fysiske forretning i Snedsted og kaste al min energi ind i min webshop, fortæller Lone Holm, der igen står alene med forretningen, efter at Ida Holm besluttede sig for at tage en uddannelse.
- Det er en rigtig ærgerlig beslutning for mig nu at lukke i Snedsted. Det er bare rigtig træls, og jeg er også ked af det. For jeg ved, at jeg skuffer mange af mine faste kunder, der nyder at komme i butikken. Men når ikke det kan gå rundt, og mår der ikke er omsætning nok til at have ansatte, så er der kun tilbage at lukke den fysiske butik. En beslutning jeg tog efter sommerferien, lyder det fra Lone Holm.
Men det er kun den fysiske butik på Hovedgaden i Snedsted, der lukker. Holms Univers fortsætter - det bliver bare med netbutikken holmunivers.com.
Nu er ophørsudsalget gået i gang i Snedsted med rabatter på 50 procent på brugskunst og 30 procent på tøj.
- Vi har rigtigt meget vi skal have solgt. Så vi kører ophørsudslaget hver fredag og lørdag - i hverfald november ud, fortæller Lone Holm, der selv ejer bygningen Hovedgaden 65.
- Den skal vi nok få i spil igen til et eller andet, lyder det fra Lone Holm.
Ophørsudsalget kører hver fredag-lørdag i november.