Louise sagde farvel til lærerjobbet og tog en vov'et beslutning
Louise Møller i Østerild blev frisør for 23 år siden. Men i 2018 tog den den mangeårige frisør et stort spring og blev skolelærer.
Nu er lærergerningen et overstået kapitel. Der står atter frisør på visitkortet.
Men kundekredsen i salonen på Vesterbyvej 24 i Østerild tæller ikke kun tobenede. Også de firebenede kan nu få krøllerne ordnet hos Louise Møller i Salon Paradiset.
Hun er godt klar over, at det virker som noget af et skifte at gå tilbage til frisørfaget efter at have været lærer - først på Klitmøller Friskole og senere på den lokale Hannæs-Østerild Skole.
- Men jeg savnede dels mit gamle håndværk, kundekontakten og at gøre folk glade efter et salonbesøg. Samtidigt måtte jeg erkende, at jobbet som skolelærer passede dårligt ind i mit familieliv. Vi havde fået to små piger og med min mand Dan ude på boreplatform i 14 dage, blev det for stresset at få hverdagen til at hænge sammen, lyder det fra Louise Møller.
Hun har nu indrettet salon hjemme på bopælen i naturskønne omgivelser.
- Nu er jeg landet på begge ben igen. Jeg gør det, jeg elsker allermest og har åbnet egen forretning godt hjulpet af, at jeg var så heldig at kunne overtage “Salon Engen” i Sennels' inventar og kundeliste. Det har virkelig givet mig en god og hurtig start med “Salon Paradiset”, som er opkaldt efter det gamle stednavn i den nordlige del af Østerild, siger hun.
Louise Møller har ikke kun længes efter at ordne frisurer hos kvinder og mænd.
Hun har en anden passion: trimning og klipning af hunde og dyr. Det foregår i en særligt indrettet salon tæt ved frisørsalonen.
- Jeg har altid været glad for dyr. Det har ført til, at jeg har lært at træne og trimme hunde og heste. Desuden har jeg taget en uddannelse som dyretelepatør - det mange kalder en “dyrehvisker”. Jeg har hjulpet rigtigt mange med problemer med deres dyr, lyder det fra Louise Møller.
De to saloner, hvor forskellige kunderne end må være, kan sagtens fungere sammen, fortæller Louise Møller.
- Min plan er, at jeg vil opdele min arbejdsuge, så nogle dage er forbeholdt alm. frisørarbejde og andre dage er til dyretrim og vask. Snart samler jeg det hele. For om et par måneder flytter jeg over i et ældre anneks, som vi toprenoverer til 56 lækre salonkvadratmeter med udsigt for både mennesker og dyr, siger hun.
Salon Paradisets online-bookingsystem gælder for booking af tider til alle kunder.