Boghandler Bent Bisgaard fremviser nogle af de bogtitler, der formentlig kommer til at ligge under en del danske juletræer i år.
Shopping

Læsestof under træet? Her er boghandlerens top fem julegavehit

Her er fire gode bud på læseoplevelser til ung som gammel - og en enkelt joker, der kan blive årets mandelgave

16. november 2022 kl. 18:00

NYKØBING: Nu går vi snart en tid i møde, hvor julegaveindkøbene skal i hus. Og spørger man boghandler Bent Bisgaard fra Bøger og Papir Nykøbing, så er det selvfølgelig masser af gode læseoplevelser, der skal under træet i år.

Her giver boghandleren sine bedste bud på fem gode gaveideer:

Biografi: "Lise - Et Livsværk" af Lise Nørgaard

- Biografier og romaner hitter altid til jul, siger Bent Bisgaard, da han finder Lise Nørgaards seneste bog frem.

Lise Nørgaard er vel én af Danmarks mest elskede forfattere, og i den nye bog har hun samlet en perlerække af sine bedste fortællinger, som er blevet til gennem mange års virke som journalist og forfatter.

Historisk roman: "Kriger uden maske" af Hanne-Vibeke Holst

- Hanne-Vibeke Holst er en meget læst forfatter, og hun er netop kommet med en ny historisk roman her op til jul.

Bogen foregår i København i 1930'erne og er en dramatisk fortælling om billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba. Bogen giver et stærkt tidsbillede af mellemkrigstidens Danmark og det besatte Paris.

Falder ovenstående ikke i smagen, kan man også se til en anden populær genre for at finde de gode julegaveideer:

- Krimier er også altid et populært valg, især serier sælger rigtig godt. Mange udkommer her op til juletid, og det er forfattere med et stort publikum, siger Bent Bisgaard.

Kogebog: "Valdemarsro kager & desserter" af Ann-Christine Hellerup Brandt

Den populære madblog Valdemarsro har efterhånden kastet en hel del kogebøger af sig, og i år er ingen undtagelse.

Denne gang er omdrejningspunktet lækre kager og desserter, og Bent Bisgaard vurderer, at mange af bloggens fans også i år vil have en Valdemarsro-bog højt på ønskesedlen.

Børnebog: "Sigurd fortæller om julens traditioner" af Sigurd Barrett

- Der er snart ikke det emne, Sigurd Barrett ikke har fortalt om, og nu kaster han sig over julens traditioner. Blandt andet forklarer han, hvorfor vi danser om juletræet og hvorfor vi fejrer jul, siger Bent Bisgaard.

Bogen henvender sig til børn fra fem år og opefter. Den musikalske Barrett har selvfølgelig skrevet 24 sange, der hører med til bogen, og de tilhørende musikvideoer kan tilgås ved hjælp af QR-koder, der er printet i bogen.

Brætspil: "Partners Duo"

Årets joker er en ny udgave af det populære Partners-spil, der tidligere har lanceret spil for fire og seks deltagere.

- Det nye Partners Duo kan spilles af to personer, og den lille størrelse gør den til en oplagt mandelgave, siger boghandleren. 

Annonceret indhold

Nyeste