Kunsthåndværk i Lildstrand

11 lokale kunsthånværkere udstiller frem til 2. august i Hawboernes Hus

13. juli 2020 kl. 17.22

LILDSTRAND: Igen i år er kunsthåndværkere rykket ind i Hawboernes Hus i Lild Strand. Frem til 2. august kan man se værker af de 11 udstillende kunsthåndværkere, der er med i år. Udstillingen er åben hver eftermiddag.

- Vi passer udstillingen på skift, så der altid er en af os, der er her, fortæller billedkunstner Dorit Thygesen.

Det var faktisk ved en de tidligere års sommerudstillingere i Lildstrand, at kunsthåndværkerne besluttede sig for at rykke permanent ind i Molevejens Kunsthåndværk i Hanstholm. Og de fleste er med begge steder.

- I de kommende uger tilbyder vi en række workshopper, hvor de besøgende selv kan prøve deres evner som kunsthåndværkere af, fortæller Doris Thygesen.

I indeværende uge gælder det rakuhuse og søpindsvin, der bliver glaseret og brændt fredag 17. juli.

Der er også mulighed for at lave et vindspil af ting, der er fundet på stranden.

I uge 30 kan man lære at lave en træpistol for børn. Man kan lære at flette en fisk i pil, og man kan i en workshop lære at lave sin egen svævende plante.

I uge 31, der er den sidste uge, tilbydes workshopper i trædrejning, maleri og strik.

De deltagende kunsthåndværkere er Lennart Toft Nielsen, træting, Jane Bundgaard, glassmykker og garn, Vibeke Stagstrup, keramik, Bent Pedersen, trædrejer, Annelise Pedersbæk, pileflet, Grete Frandsen, kokodama og blomster, Carsten Krog Pedersen, bogen ”Vingesus” og fotografier, Aase Kjærgaard, stoftasker, Irene Sander, kunst i genbrugsgummi, Doris Thygesen, malerier og strik, samt Grethe Eriksen, strik.

De fleste af effekterne på udstillingen er også til salg. Der er gratis adgang.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste