Shopping

Kunderne strømmer til Anettes biks

Det er slet ikke nogen tosset idé at have en tøjforretning i den lille by, Erslev. Folk kommer langvejs fra for at shoppe hos Netto Tøj. Succesen kommer bag på Anette Sørensen, der opfordrer andre med en iværksætterdrøm til at springe ud på dybt vand. Man skal blot tør turde

08. juni 2021 kl. 08:00

Anette Sørensen har ikke fortrudt en eneste dag, at hun tog skridtet og blev selvstændig i 2005. De 16 år er fløjet af sted. Hun er indehaver af Netto Tøj, der ligger i Erslev. Hun har åbent tre dage om ugen - og så har hun to-tre dage ugentligt, hvor busselskaber kommer forbi. Den forretningsidé laver hun ikke om på, for det går ganske godt. Også selvom busturene mest er sæsonpræget i forårs- og efterårsmånederne.

- Så kan jeg slappe lidt mere af hen over sommeren, smiler Anette Sørensen, som har nok at se til i den lille forretning, og derfor får hjælp af de to damer, Elin Knabbe og Pia Østergaard.

Selvfølgelig har der ikke været så mange busture det forgangne år, det siger selv, men set over en årrække har det været en god forretning.

- Det er en fed idé. Nogle gange er der 15-20 - måske flere - med busserne. Det kan være foreninger og arbejdspladser. Det er en god og lidt speciel niche, jeg har, siger Anette Sørensen, der nærmest bliver ’arbejdsløs’, når busserne ankommer.

- Kunderne hjælper hinanden, og de ’sælger’ til hinanden. ”Du skal da lige prøve denne, den er da lige noget for dig”, siger Anette Sørensen, som også hygger sig, mens kunderne går rundt og kigger. Hun nyder snakken, og ved bordet bliver der serveret kaffe og småkager.

- Jeg byder velkommen i bussen. Engang sang vi også en sang, men det er vi nu stoppet med, siger Anette Sørensen.

Da butikken ligger i Erslev, oplever Anette Sørensen derfor heller ikke, at hun har mange os’ere. Eller et stort strøgsalg.

- Når folk kommer her, så kommer de for at købe noget. Og det smitter af på resten af byen, for så smutter kunderne også lige forbi slagteren efter en leverpostej på vej hjem, siger hun.

Tidligere var det ofte plejehjem, der kom forbi. Sådan er det ikke længere. Plejehjemsbeboerne har for dårligt et helbred til at drage på shoppetur. Nu henvender hun sig også til det lidt mere yngre segment.

- Der kommer kunder helt ned til 30-års alderen her. Der er lidt for enhver smag, siger hun.

Anette Sørensen tager ofte på messe - gerne i Bella Centret, og når hun drager af sted, har hun sine kunder med i tankerne. Hun ved, hvad de ønsker, og hvad der sælger.

Ligesom alle andre butikker har hun også været lukket i perioder. Men hun kan også mærke coronaen på en lidt anden måde. Folk skal have fornyet garderoben.

- Corona har været ’gode ved folk’. Mange kan ikke passe deres sommertøj, og det kan jeg jo mærke, siger Anette Sørensen lidt forsigtigt.

Da hun købte forretningen i 2005 hørte den hjemme i Tæbring. Dengang blev der solgt andensortering fra fabrikkerne, og det fortsatte hun med i en periode. Derfor beholdt hun også navnet Netto Tøj.

- Det var en stor drejning, da jeg skiftede til førstesortering. Så begyndte der at komme nogle andre kunder. Det var en chance at tage. Jeg overvejede at skifte navn i samme omgang, men det er jeg faktisk glad for, at jeg ikke gjorde, siger Anette Sørensen, der er i 2013 flyttede forretningen til Erslev. Hun rykkede ind i bygningen på Præstbrovej 126, som også tidligere har rummet butik, som kro og beværtning.

- Det har været supergodt at flytte hertil. Kunderne kommer både fra Thy, Mors og Salling, og busserne stopper lige udenfor døren, siger hun.

Hun opfordrer andre til at springe ud på dybt vand, hvis de gør med en lille iværksætter i sig. Man skal tør turde noget.

Anette Sørensen havde ingen erfaring med detailbranchen, da hun sprang ud som selvstændig i 2005. Hun er uddannet sygehjælper og har arbejdet med det fag i en lang årrække. Hun har været støttepædagog og været hos en guldsmed i en kortere periode. Hun har prøvet meget og føler sig privilegeret, og livet som selvstændig har hun aldrig fortrudt.

- Det er en fed følelse at kunne selv.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu