Billede beskrivelse

Kukie-feber i december: Chokolentens bestseller er tilbage i populær julevariant

30. november 2025 kl. 18.14

HANSTHOLM: Hanstholm og Thy har man for længst fået smag for den.

Men det er ikke længere kun lokale, der sætter tænderne i den populære Thy Kukie fra delikatesse- og chokoladebutikken Chokolenten. 

Den hjemmelavede, overdimensionerede, chokoladeovertrukne kiks-kage er blevet en landsdækkende bestseller – og sælges nu i delikatesse- og chokoladebutikker over hele landet.

Søstrene Stinne og Frederikke Sand, der står bag Chokolenten, kan nu fejre tre år med en kukie-succes, der kun vokser.

- Vi laver den til dagligt i 10 forskellige udgaver. Alt fra lakrids og saltkaramel til citrus, nødder og appelsin og ind imellem opstår der en ny variant, fortæller Stinne Sand.

Billede beskrivelse

Sidste år tog søstrene skridtet videre og lancerede en speciel adventsudgave, der skiftede smag hver søndag op til jul. Den blev en øjeblikkelig favorit.

- Folk stod nærmest i kø om søndagen. Det blev næsten en lille tradition i sig selv, siger Stinne.

Derfor vender advents-kukien selvfølgelig tilbage i år.

Til de første tre søndage i advent gentager Chokolenten nogle af de mest populære varianter.

Men til den fjerde søndag kommer der en helt ny smag – og den afsløres først til december.

- Vi kan kun sige, at det bliver noget, der smager lækkert af jul, lover Stinne Sand.

Første søndag i advent er med appelsinsmag: tyk mørk belgisk chokolade, hjemmelavet appelsin-ganache, appelsinmandler - en blød smag, der passer perfekt til kaffebordet.

Thy Kukien er i dag en af de bedst sælgende varer i Chokolenten – og den fortsætter med at vokse i popularitet, både lokalt og landsdækkende.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste