Klokken 15 var det slut
HURUP: Onsdag eftermiddag 8. februar kl. 15 lukkede Aldi i Hurup for sidste gang dørene for kunderne i butikken på hjørnet af Østre Alle og Kirkevej.
Næsten alle varer var blevet solgt i de forgangne dage, hvor der blev lokket med først 30, så 50 og til sidst 70 procent i rabat.
Butikken i Hurup så dagens lys i marts 2003.
Lukningen i Hurup sker som led i en aftale mellem Aldi og Rema 1000 om overtagelsen af 114 af Aldis 188 butikker i landet.
Hurup var ikke iblandt de butikker.
Det så ellers ud til at, Aldi så gode muligheder i Hurup. Det bevidner byggeriet på slagterigrunden, hvor Aldi Ejendomme er ved at opføre en ny butiksejendom.
Ejendommens skæbne er i skrivende stund ikke fastlagt, forlyder det.
Den bygges dog færdig og skal derefter sælges.
De 114 Aldi-butikker fortsætter med at holde åbent indtil konkurrencemyndighederne har taget stilling til Rema 1000's køb.
Det gælder bla. butikkerne i Hanstholm og på Simons Bakke i Thisted.
Aldi har valgt at trække sig fra det danske marked efter 45 år i landet.