Billede beskrivelse

Keramikcafé åbner i Nykøbing

07. februar 2025 kl. 09.19

NYKØBING: Der åbner en keramikcafe i Algade. Det er Strøm Keramik, der har overtaget lokalerne nummer 27, og nyskabelsen har allerede første åbningsdag i morgen lørdag.

Det skriver ejerne, Jens og Ann Hvid Skouboe, i en pressemeddelelse. 

I cafeen kan man male på keramik, som Strøm selv har designet og produceret i det hårdføre stentøjsler. Derudover vil være mulighed for at købe kaffe og småkager fra Gaard Bageriet.

- Vi har forsøgt at lave hyggelige omgivelser, hvor man kan komme helt ned i gear og fordybe sig med noget i hænderne samtidig med, at man hygger sig med familie og venner. Vi har begge mærket på egen krop, hvad det betyder for krop og hjerne at koble helt af med ler. Vi har set det samme ske med vores kursister, som også har styrket sociale relationer på keramikværkstedet. Faktisk har vores første keramikhold holdt julefrokost sammen, fortæller Jens og Ann.

- Det er vores ønske at tilbyde en mulighed for at være sammen på en anden måde, få en fælles oplevelse og mærke hvad arbejdet med keramik kan. Keramikcafeen er for alle aldre - alle kan male på keramik, uanset om man vil male Liverpools logo eller har sit helt eget design i tankerne.

I keramikcafeen bliver der også mulighed for at booke arrangementer for grupper, som f.eks. workshops eller privat- og firmaarrangementer. Strøm har allerede en polterabend, en institution og et arrangement for en lokal virksomhed i kalenderen.

Man kan allerede nu booke bord til keramikcafeen, men man kan også kigge ind for at se og høre nærmere. Man holder åbent i hele uge 7 undtagen søndag, og derefter er det torsdag, fredag og lørdag samt efter aftale. 

Butikken er åben i samme tidsrum. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste