Billede beskrivelse

Kendt tøjbrand får nyt liv i Thisted: Pop-up butik sælger restlager fra Didrik

17. oktober 2025 kl. 06.01

THISTED: Jan Pedersen har forvandlet de gamle Niels Blyant-lokaler til midlertidig tøjbutik med Bestseller-mærker til halv pris – men kun for en stund.

Jan Pedersen har åbnet en pop-up tøjbutik i Vestergade, på hjørnet af Kirkestræde.

Butikken er midlertidig og holder åbent, så længe lageret rækker – og det er et ganske særligt lager.

– Jeg har overtaget hele konkurslageret fra Didriks webshop, fortæller Jan Pedersen.

Det er udelukkende gode og kendte mærker fra Bestseller – blandt andre Soft Rebels og Name It.

Billede beskrivelse

Jan Pedersen er ikke en mand, man normalt forbinder med tøjstativer og jeans.

Han er tidligere ejer af Akea Automation i Thisted og indrømmer selv, at tøjbranchen er nyt territorium.

– Jeg er jo ikke tøjmand. Jeg har aldrig haft butik før – jeg er handelsmand, siger han med et smil.

Men da muligheden opstod, slog han til.

– Jeg kender søstrene Didriksen, især Mette, ret godt. Det er selvfølgelig på en lidt trist baggrund, at jeg nu sælger tøj fra deres forretning. Men de er kommet videre – og har faktisk hjulpet mig i gang med pop-up butikken.

Restlageret fra Didriks webshop rummer populære mærker fra Bestseller-koncernen – både til kvinder, mænd og børn.

Billede beskrivelse

Alt sælges til halv pris, og der meldes allerede om godt gang i salget.

– Folk har taget godt imod det. Mange kender jo Didriks og de mærker, de førte. Det er kvalitetsvarer, så der er noget for enhver, siger Jan Pedersen.

Butikken har åbent hver eftermiddag kl. 13–17 og lørdag kl. 10–13.

Hvor længe, den holder åbent, afhænger helt af kundernes købelyst.

– Planen er at holde åbent året ud – men hvis tøjet bliver revet væk, lukker vi tidligere.

Så det gælder om at kigge forbi, mens der stadig er noget tilbage, lyder det fra Jan Pedersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste