Gitte og Ulrik Madsen vil sige ordentligt farvel 11. december til kunder med flere med et stort kagebord og kaffe. 
Shopping

Kendt bagerbutik lukker: Alle er inviteret til kagebord og kaffe

24. november 2022 kl. 18:06

21. oktober meddelte det familiedrevne Madsens Bageri i Snedsted, at man så sig nødsaget til at lukke. For det var ikke været muligt at sælge bageriet.

- Efter 94 år, tre generationer og 22 af årerne som vores bageri, er det med tårer og kæmpe sorg, at vi lukker vores livsværk Madsens bageri, lød det fra bagerparret Gitte og Ulrik Madsen tilbage i oktober.

Sidste åbningsdag er søndag 11. december og bagerparret drejer ikke bare nøglen og siger: det var det.

Håbede til det sidste

De to indehavere vil sige ordentlig farvel og tak til kunder, ansatte, samarbejdspartnere og familie. Og hvordan gør en bager det bedre end med et ordentligt kagebord.

- Folk skal have noget kage at spise. Vi har lavet en stribe kager, og så skal vi have spist op, hvad der er i vore kølediske, lyder det fra Gitte Madsen. 

Hun er stadig ked af, at det ikke lykkedes at finde en bager eller anden, der ville overtage det veldrevne bageri, der oven i købet var sat til salg til en yderst billig pris.

- Vi håbede til det sidste. Vi har erkendt, at nok har vi en god bagerforretning, men den ligger det forkerte sted, når det gælder at sælge den, lyder det trist fra Gitte Madsen.

Bliver hårdt

Selv om den tunge beslutning ér truffet og så småt begyndt at synke ind hos bagerparret, så ser de ikke hen mod den sidste åbningsdag og mødet med kunderne for sidste gang med nogen form for glæde.

- Pyha, det bliver hårdt. Der går det nok først op for os, at det nu er helt slut, siger Gitte Madsen. 

Hun håber, at folk kommer og siger farvel.

De sidste kager fra Madsens Bageri spises 11. december fra 11.00 til 15.00 – i bageriet naturligvis.

Annonceret indhold

Nyeste