Kendt ansigt bliver ny butikschef i Nykøbing
NYKØBING: Afløseren for butikschefen hos 365discount, Broen i Nykøbing, Daniel Toft Larsen, er netop fundet. Og det bliver Helle Pedersen, den tidligere butikschef for Spar-butikken på Fruevej, som lukkede lige inden jul.
Det oplyser salgschef for 365discount, Mikkel Bonde Rasmussen, som har været på udkig efter en ny butikschef siden, det blev meddelt, at Daniel Toft Larsen fratræder jobbet som butikschef for 365 discount i Nykøbing, Thisted og Løgstør den 1. februar, hvor han bliver uddeler for SuperBrugsen i Thisted.
Helle Pedersen har arbejdet under flere butikschefer/købmænd i Spar-butikken på Fruevej som souschef, og de seneste tre år som butikschef.
- Helle er et velkendt ansigt i Nykøbing, og hun har de helt rigtige erfaringer og den helt rigtige profil til at overtage jobbet som butikschef hos 365discount, hvor hun kan bidrage med at vækste og drive butikken, siger Mikkel Bonde Rasmussen.
Helle starter i sit nye job med det samme og har sin første dag i butikken, torsdag. Her vil hun være butikschef på fuld tid i modsætning til Daniel Toft Larsen, der delte sin tid mellem de tre butikker i Nykøbing, Thisted og Løgstør.
- Helle vil komme med en stor erfaring i bagagen, men også komme med nogle friske øjne. Og vi har stor tillid til, at Helle med sit gode lokalkendskab vil have det rigtige fokus på høj kundetrivsel, siger Mikkel Bonde Rasmussen.
Sidst i næste uge vil 365discount-butikken invitere kunder på en lille forfriskning, hvor de samtidig kan byde Helle velkommen og tage afsked med Daniel.
- Og vi er glade for, at Helle kan træde til med så kort varsel, så der kan ske en god overdragelse mellem hende og Daniel, siger Mikkel Bonde Rasmussen.