Karina har truffet en beslutning, der gør rigtig ondt: Én ting gør hende ekstra ked af det
THISTED: En af Thisteds store markante butikker lukker.
Mandag kom meddelelsen, at Kop & Kande i Thisted lukker, så snart ophørsudsalget er afviklet.
For indehaver Karina Klim er det en tung beslutning, hun har taget.
Det har kostet tårer.
Men nu beslutningen er truffet og Karina Klim har affundet sig med det.
For det kunne ikke være andeledes.
- Jeg har især det seneste år for alvor kunnet mærke en omsætningsnedgang. Det er sket samtidig med at stadig flere har været i butikken, kigget på en vare og spurgt: Giver I prismatch på den pris jeg har fundet på nettet? Når vi så sagde, at det gør vi ikke, for det kan vi ikke - ja, så er mange gået igen, siger hun.
Hun traf den endegyldige beslutning for 14 dage siden - og kalder den periode for "den værste i mit liv".
- Selv om det gør rigtig ondt, så vil jeg hellere lukke i tide end at sælge varerne billigere, end hvad der kan dække udgifterne. Jeg vil ikke overfor min familie bruge 70-80 timer i butikken og sælge mine varer uden fortjeneste, fortæller Karina Klim, der har været i isenkrambranchen i over 23 år.
Hun tilføjer:
- Min Kop & Kande er selvejende. Jeg har derfor ikke en pengetank i ryggen, og omkostningerne ved en forretning som min er høje - det gælder især husleje og lønninger.
Opsagt
Karina Klim har nu sagt både lejemål og tre medarbejdere op.
- Det sidste gør mig ekstra ked af det. Det er bare ikke sjovt. For blandt andet har Klaus Skaarup og jeg arbejdet sammen i 19 år, og en anden medarbejder var kommet godt i gang efter hendes forretning også lukkede, lyder det fra Karina Klim.
Hun fortæller også, at det kan mærkes, at efter corona og den nu usikre verdenssituation tænker folk mere over, hvordan de bruger deres penge.
- Det er forståeligt, men det rammer altså min forretning hårdt, siger Karina.
Hun har et stille håb om at er der dukker en køber op til hendes forretning.
For Thisted har brug for det.
Og det kan blive en god forretning igen - men det kræver at folk bakker op om den.
- Nu skal ophørsudsalget overståes. Det tror jeg personligt bliver lidt hårdt.
Nedsatte priser på alt
Karina Klim overtog Kop & Kande-forretningen i 2020 og når altså dermed at være butiksindehaver i lidt over fire år.
I den sidste tid med isenkrambutikken er alle varer sat ned med 30 procent, og derfor håber Karina Klim også, at mange kunder vil komme forbi og drage nytte af netop dette.
Hun forventer samtidig, at ophørsudsalget maksimelt vil vare to måneder.
Hvad Karina Klim så skal lave efterfølgende, ved hun ikke.
- Mon ikke jeg kan finde mig selv et job, siger hun med et lille smil.
Kop & Kande har haft lukket et par dage, så hylderne kan blive fyldt op.
Ophørsudslaget starter i morgen torsdag 6. februar kl. 9.30.