Billede beskrivelse

Kæmpe fællesfoto gav pote: Nye ansøgere dukkede op

25. august 2025 kl. 19.03
Opdateret 10. september 2025 kl. 09.54

HILLERSLEV: Smilene var brede, og næverne blev knyttet til et højt “Jaaa!”, da 150 borgere lørdag stillede sig op foran Hillerslevs kommende dagligvarebutik for at blive knipset til et fællesfoto.

Formålet med fotoet var klart: At vise, at hele byen står bag projektet – og at signalere til potentielle købmænd, at Hillerslev er klar til at handle lokalt.

Og initiativet bar frugt.

- Det er fantastisk. Vi fik tre helt nye henvendelser fra folk, der vil være købmand. Vi havde i forvejen to.
Nu har vi fem ansøgninger, og det er fem rigtig gode navne, fortæller en meget tilfreds formand for arbejdsgruppen bag butikken, Kjeld Vandet Kaarfast Poulsen.

Billede beskrivelse

At 150 borgere og parthavere dukkede op til fællesfotoet, blev en stærk markering af den store lokale opbakning.

Hillerslev er blandt de byer i landet, der har haft størst tilslutning til at genetablere en dagligvarebutik.

- Vi kom et kæmpe skridt videre hen imod genåbningen af Hillerslevs nye Spar-butik. Det er meget tilfredsstillende. Nu tror jeg snart, vi kan fortælle hvem der bliver vores nye købmand, siger Kjeld Poulsen.

Hvis alt går efter planen, åbner Hillerslevs nye SPAR-butik den 1. oktober.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste