Johnni solgte mest af det, han mindst havde lyst til at sælge
NYKØBING: Kræmmerne var de første, man mødte ved indgangen til gågaden til onsdagens første sommerkoncert og By Night i Nykøbing.
Og blandt kræmmerne var Johnni Dagø fra Nykøbing.
Han havde opstillet en lille bod med sine træarbejder, lidt smykker og en kurv med assorterede solbriller.
- Min hobby er at lave træarbejder af genbrugstræ. Det er planker, som jeg henter over hele landet og bagefter laver til lamper, vinreoler, skærebrætter og meget andet. Og nu har jeg efterhånden lavet så mange træarbejder, at jeg tænkte at sælge ud af dem, sagde han.
Johnni Dagø har tidligere haft en butik i gågaden, Dark Hollow, hvor han solgte alt mulig blandet, som han udtrykker det.
Men efter et lille år, som butiksindehaver, måtte han dreje nøglen.
- Det kunne desværre ikke løbe rundt. Kun de første tre måneder, hvor det havde nyhedens interesse, var der gang i butikken, sagde han.
I stedet forsøgte han sig så onsdag i mindre målestok som kræmmer, men midt på eftermiddagen havde han kun solgt af det, han havde mindst lyst til at sælge.
- Jeg har solgt et par solbriller og lidt smykker, men ikke noget af træ, og det er mine træarbejder, jeg satser mest på at sælge. For får jeg ikke solgt mine træarbejder, så skal jeg have dem med mig hjem igen. Det vil være det værste for mig. Det er som at flytte, og det hader vi jo alle, smilede han.