Jane har overvundet kræft og konkurs: Nu er hun tilbage som butikschef
HURUP: De seneste to år, har ikke været verdens sjoveste for 48-årige Jane Kudsk fra Snedsted.
Først fik hun konstateret brystkræft med efterfølgende kemo- og strålebehandling på sygehuset i Aalborg, og siden gik hendes arbejdsplads i Hurup gennem fem år, Baun Din Tøjmand, ned med flaget og måtte erklære sig konkurs.
To så alvorlige hændelser indenfor kort tid, kunne have taget pippet fra de fleste, men ikke Jane. Hendes stærke vilje og gåpåmod hjalp hende ovenpå.
- Jeg har klaret at komme gennem både kræftbehandling og efterfølgende være med til at gøre konkursboet op hos Baun. Derfor føler jeg, at jeg nu kan klare alt, siger hun.
I dag er hun erklæret rask for kræftsygdommen, og siden Baun lukkede ned, har hun været med til at bygge en ny butik op for Brinck Isenkram i Thisted.
Men det er i tøjbranchen, hun føler sig hjemme og har haft det meste af sit arbejdsliv, så da hun under Wool Days i Hurup kiggede indenfor på sin gamle arbejdsplads, faldt hun i snak med den nye indehaver Bjarne Madsen.
- Vi var på udkig efter en butikschef for at kunne åbne butikken på fuld tid, som byens øvrige butikker. Det job var Jane interesseret i, og da hun samtidig kendte butikken og kunderne, kunne det ikke være et bedre match. Så efter den første indledende snak, gik der kun en uge med at få aftalen på plads, siger Bjarne Madsen.
1. november kom Jane så tilbage i de kendte rammer i gågaden efter en introduktion til kollegerne i Thisted og et indblik i den måde, Bjarne Madsen og sønnen Mathias driver Din Tøjmand i Thisted.
- Men Jane har frie hænder til at sætte sit helt eget præg på indretningen og opstillingen af varer i butikken i Hurup, siger Bjarne.
Taget godt imod
Og det præg, er Jane begyndt at sætte, for hun bliver også ene om at stå for Din Tøjmand. I travle timer, typisk fredag og lørdag, har hun dog mulighed for at trække på sin tidligere kollega, den nu pensionerede Johnny Kristensen.
- Det er dejligt at være tilbage i butikken og møde de gamle kunder, som har taget rigtig godt imod mig. Jeg har fået mange lykønskninger med på vejen, så nu glæder jeg mig til igen at klæde kunderne på og sætte mit præg på butikken, siger hun.
Butikken er delt op i tre med en afdeling for de unge, en afdeling for de voksne og et outlet, hvor alle varer sælges til halv pris.
- Og så er det et godt tidspunkt, jeg er kommet tilbage, hvor julehandelen snart står for døren. Der er altid en hyggelig stemning op til jul, og samtidig kommer jeg selv i julestemning, når jeg pakker de mange julegaver ind for kunderne, smiler hun.