Iryna åbner sit eget fotostudio
NYKØBING: Den 6. juli åbner livsstilsfotografen, Iryna Liashevskev, sit nye fotostudio, Iryna Lifestylephoto Studio, på Raadhustorvet i Nykøbing. Nærmere betegnet bliver hendes studio en slags shop i shoppen hos Draumur, der ejes af Begga.
Det er ikke en hel tilfældighed, at Iryna nu åbner sit fotostudio i et ledigt lokale hos Draumur, for Iryna og Begga har i godt halvandet år arbejdet tæt sammen med forskellige opgaver tilknyttet Draumur og Irynas freelancebeskæftigelse som fotograf.
- Jeg har fået et større og større samarbejde med Begga, som jeg blandt andet hjælper med markedsføring på Facebook. Vi havde også et samarbejde sidste jul, hvor jeg lavede julefotografering i kælderen hos Draumur, Jule Shop & Photo Shoot. Så vi har lært hinanden godt at kende, og vi arbejder godt sammen, fortælle Iryna.
Derfor blev hun også rigtig glad, da Begga tilbød hende at indrette et studio inde i Draumur i et ubenyttet, dejligt lokale ud til gaden. Her har hun nu indrettet sig med fotoudstyr, så hun kan lave studiefotografering kombineret med en lille butik, hvor hun blandt andet sælger fotobøger.
Når døren åbnes til hendes nye studio den 6. juli, bliver det med gode rabatter på blandt andet forskellige typer fotosessions, og op til åbningsdagen vil Iryna køre en lille konkurrence på sin facebookside Iryna SL lifestylephotographer.
Uddannet fotograf i Ukraine
34-årige Iryna kommer fra Ukraine, hvor hun blev uddannet fotograf i 2016. Siden har hun rejst rundt i verden sammen med sin mand og i en årrække været bosat i Canada, hvor hun arbejdede som fotograf.
Et år før krigen brød ud i Ukraine, flyttede hun til Mors med sin mand og deres to børn, da hendes mand fik arbejde indenfor landbruget. Iryna begyndte som freelancefotograf og har nu oparbejdet et godt kundegrundlag her i Danmark som livsstilsfotograf.
- Jeg kan arbejde med både naturligt lys og studielys. Og med mit nye studio kan jeg nu lave livsstilsopgaver både inde og ude. Det glæder jeg mig meget til, siger Iryna.
Som livsstilsfotograf har Iryna specialiseret sig i fotografering til de store familiebegivenheder som bryllupper, børn, graviditet, barnedåb, fødselsdage, jubilæer og i det hele taget de helt særlige mærkedage for familien – eller ens firma. Man kan booke Iryna på stort set alle tidspunkter, og hun har på sin hjemmeside lagt priser ud på forskellige pakkeløsninger. Har man særlige ønsker og opgaver, så laver Iryna gerne en særaftale.
Vil man læse mere om Iryna og hendes ydelser, så kan man gå ind på hendes hjemmeside irynaslifestylephotographer.com. Man kan også på hendes facebookside eller instagram følge Iryna og blive oplyst om åbningstider og de forskellige ting, som kommer til at ske i hendes nye studio.
Men den 6. juli kan man besøge Iryna i hendes nye studio, og udover åbningsrabatter og konkurrencer, så byder Iryna på noget godt til ganen og lidt forskelligt hygge.