Iranske specialiteter på Nørretorv
Det Persiske Køkken er klar igen efter en coronapause med takeaway
THISTED: I et år har Maryam Dehnavi og hendes mand Morad Pashaei drevet Det Persiske Køkken på Nørretorv 4 i Thisted. På grund af coronalukningen har restauranten været lukket, og ægteparret har levet af at sælge mad ud af huset. Nu er der atter åbent i restauranten, som engang husede Café Grønne.
Morad Pashaei er uddannet kok hjemme fra Iran. Og han har tidligere arbejdet på Vesløs Kro. Det kurdiske ægtepar kom sammen med deres børn til Danmark i 2015.
Og et ønske om at skabe et liv som selvstændige erhvervsdrivende blev opfyldt, da de åbnede Det Persiske Køkken i fjor.
- Vi vil gerne klare os selv. Min mand har 30 års erfaring som kok. Og vi serverer iranske specialiteter og desserter som for eksempel plombir is, fortæller Maryam Dehnavi, der sørger for serveringen i restauranten.
Udenfor bliver man mødt med et lille springvand samt tæpper på to bænke.
- De to bænke har min mand lavet, griner Maryam Dehnavi.
- Og for os er vand og tæpper lig med Iran, tilføjer hun.
Det Persiske Køkken har åbent hver dag fra kl. 16.