Ikea udvider med ti nye afhentningssteder i hele Nordjylland
Mangler du lige en reol eller fire nye spisestol - men orker ikke eller har ikke mulighed for at svinge en tur forbi Ikea i Aalborg?
Så er hjælpen nu nær, for Ikea udvider sin populære 'Klik & Hent'-løsning med ti nye afhentningssteder fordelt over hele Nordjylland.
Det skriver Ikea i en pressemeddelelse.
- Vi ved, at mange af vores kunder i Nordjylland nyder en tur til Ikea Aalborg som en hyggelig udflugt, men vi ved også, at afstand og tid kan være en udfordring i en travl hverdag. Med vores nye Klik & Hent-steder gør vi det lettere for endnu flere nordjyder at bestille deres varer online og hente dem i deres nærområde, siger Tiago Jesus, der er varehuschef i Ikea Aalborg.
I forvejen har møbelgiganten nordjyske pick up-points i Frederikshavn, Thisted, og Nykøbing Mors, men med de ti nye afhentningssteder er der tale om noget af en opgradering på den front.
- Det har været en stor succes. Kunderne sætter pris på, at de kan få leveret deres Ikea-varer til et sted tættere på deres hjem, og derfor er vi glade for at kunne udvide servicen yderligere. Vi vil gerne gøre det så nemt som muligt at handle hos Ikea - uanset hvor i Nordjylland man bor, siger Tiago Jesus.
'Klik & Hent' blev første gang introduceret i 2020, og typisk etableres afhentningsstederne i samarbejde med dagligvarebutikker - såsom Spar eller Min Købmand, nævner Ikea i pressemeddelelsen.
Du får det fulde overblik over de ti nye afhentningssteder i faktaboksen nedenfor.