Billede beskrivelse

Hillerslev er uden butik: - Vi håber virkelig, det lykkes

25. august 2025 kl. 19.03
Opdateret 01. september 2025 kl. 08.32

HILLERSLEV: Lørdag var 150 borgere samlet foran Hillerslevs kommende dagligvarebutik for at vise deres opbakning til det nye købmandsprojekt. 

Flere af dem repræsenterede de over 250 anpartshavere, som har investeret i byens fremtid.

Billede beskrivelse

For Camilla Martinussen (32) og Jakob Grud (31), der flyttede til Hillerslev for halvandet år siden, betyder det meget, at byen får en butik igen.

- Vi savner virkelig vores butik. Vi kan godt køre til Nors eller Thisted, men det er ikke det samme. Jeg kører på kabinescooter, og det vil være en stor lettelse at kunne handle i Hillerslev, siger parret, der allerede har købt anpart i projektet.

Billede beskrivelse

Karen Holm Carlsen er både anpartshaver og tidligere ansat i den brugsforretning, der lukkede 26. juli 2025 efter tre et halvt års ansættelse.

- Det har været træls at skulle køre langt efter en pose mel. Jeg bakker helt op om en dagligvarebutik i Hillerslev igen. Jeg tror på, at det nye projekt med den store opbakning bliver en succes. Vi får en helt frisk start efter en brugsbutik, der nok var kørt lidt træt. Nu mangler vi bare en frisk mand eller kvinde til at stå i spidsen. Han eller hun skal nok komme, siger hun.

Det handler også om sammenhold.

Også Rasmus Beck (48) og Per Jensby (49) var mødt op til fotoseancen. For dem handler det ikke kun om indkøbsmuligheder. 

- Vi håber virkelig, det lykkes. Vi mangler butikken i byen – ikke kun for at købe ind, men som et naturligt mødested, hvor vi kan løbe ind i hinanden til en snak. Nu hvor butikken er lukket, kan man virkelig mærke, hvor meget man savner den. Den nye butik vil få stor betydning for Hillerslev og sammenholdet i byen, siger de.

De to understreger, at ideen med at give en kommende købmand både gode betingelser og ejerskab i driften er afgørende:

- Det er rigtig vigtigt for, at projektet kan blive en succes.

Med over 250 anpartshavere, en butik fyldt med spritnyt inventar og borgere, der står klar til at handle lokalt, mangler Hillerslev nu kun det sidste: en købmand til at åbne dørene.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste