Her bliver der endnu mere butik. OM et par måneder er vi klar, lyder det fra en glad butiksleder Kenneth Andersen. Foto: Ole Iversen
Shopping

Havnebutikken har vokseværk

- Med de nye 110 kvadratmeter får vi den butiksplads, som vi har ønsket os i flere år, siger butiksleder Kenneth Andersen

04. marts 2021 kl. 16:06

HANSTHOLM: Havnebutikken i Hanstholm har brug for plads.

Den fiskerejede multiforretning har fået en stor og stigende gruppe af nye kunder i form af turister og besøgende på havnen, og det betyder at pladsen er blevet for trang med de varer den kundegruppe efterspørger. Nu er en 110 kvadratmeters udvidelse af den populære butik på Hanstholm Havn gået i gang.

- Vi fyldte 50 år i 2020, og det har planen at udvidelsen skulle være en del af markeringen af jubilæet. Men sådan kom det jo ikke til at gå på grund af corona. Nu har vi besluttet at det skal være - for vi mangler pladsen, lyder det fra Kenneth Andersen, butiksleder siden 2009.

Havnebutikken hedder også ”Hanstholm Havns Indkøbsforening Amba ”.

For butikken blev oprindelig åbnet som en indkøbsforening for og ejet af fiskerne. Det er den stadig.

I dag er 115 fiskere medlemmer, som henter alt deres grej her.

Men de senere år har stadig flere turister og thyboer fundet vej til butikken, der har fået et større og bredere udvalg af varer, som de efterspørger: blandt andet lystfiskergrej, beklædning og outdoorgrej.

Den nu meget alsidige butik tiltrækker blandt andet også kunder fra et stort opland på grund et stort udvalg i isenkram.

- Med de nye 110 kvadratmeter får vi den butiksplads, som vi har ønsket os i flere år. Der bliver simpelthen meget mere plads til både fiskerne og til andre kunder, siger Kenneth Andersen.

Udvidelsen af Havnebutikken vil vare et par måneder, så butikken står klar til sommerrykindet af turister.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu