Føtex i Thisted har succes med pop-up butikken i H&M´s gamle lokaler ud til Store Torv.
Shopping

Handlende i Thisted ser optimistisk på fremtiden

24. november 2022 kl. 14:03

THISTED: Selvom krisen buldrer derud af lige nu, er der flere lyspunkter for enden af tunnellen.

Det får Thisteds handlende til at se lysere på fremtiden end for få måneder siden.

Change Lingerie har netop meddelt, at de satser på Thisted permanent efter en prøveperiode med en popup butik.

Det lokale tøjmærke ELSK åbner deres første fysiske butik overhovedet i Thisted, Bang & Olufsen har netop renoveret butikken og Føtex har etableret en jule-pop-up-shop, der er blevet en kæmpe succes.

Butik på hjemmebane

Tøjmærket ELSK, der er startet i Klitmøller og fortsat har til huse i Thy, åbner deres første fysiske butik nogensinde. Det sker selvfølgelig på hjemmebanen i Thisted.

- Ambitionen er at skabe en butik som kan give kunderne et indblik i ELSK-universet og ikke blot sælger produkter, men også formidler historier og stemninger, siger Lars Riis fra ELSK i en pressemedddelelse.

Tøjmærket ELSK, der er startet i Klitmøller og fortsat har til huse i Thy, åbner deres første fysiske butik nogensinde. Det sker selvfølgelig på hjemmebanen i Thisted.

Markedet er hårdt lige nu, og det går hårdt ud over både store og små handlende.

- Alle tøjbutikker er ramt og derfor er det også vigtigt for os, at vi beskytter noget af vores omsætning. Men det handler i høj grad også om at fortælle en positiv historie, siger Lars Riis.

Han var slet ikke i tvivl om, hvor den nye skulle placeres.

- Vi føler, at vi har et lokalt ansvar og det er derfor, vi forsøger at bakke op omkring gågademiljøet i Thisted ved at placere os her. Vi kunne slet ikke forestille os andre steder, slår Lars Riis fast.

Idéen til butikken opstod midt i november og det tog kun syv dage at bygge den op fra bunden af. Nu kan kunderne nyde den nye butik på Torvegade i Thisted. I første omgang som en popup shop indtil starten af det nye år.

Change Lingeri, der har lokaler på førstesalen i J. P. Jacobsen Centret, har netop meddelt, at butikken i Thisted overgår fra at være en pop-up shop til at være en permanent butik

Et andet tøjbrand der har brugt samme måde til at teste det lokale marked af på, er Change Lingeri, der har lokaler på førstesalen i J. P. Jacobsen Centret.

De har netop meddelt, at butikken i Thisted overgår fra at være en pop-up shop til at være en permanent butik og dermed blive en del af de flere end 55 butikker, Change Lingeri har i Danmark.

Et skridt ind i fremtiden

En anden der også har investeret i fremtiden, er Finn Toft fra Bang & Olufsen i Thisted.

Her har man investeret et større beløb i en total renovering af hans butik i Thisted.

Hos Bang & Olufsen i Thisted har man investeret et større beløb i en total renovering af hans butik i Thisted.

- Vi sælger high end produkter, der kræver den bedst mulige præsentation for vores kunder. Derfor har vi valgt at renovere butikken, der i dag fremstår som en af de flotteste og mest indbydende Bang & Olufsen forretninger. Bang & Olufsen er indgrebet af dansk kvalitet fra øverste hylde, og det også den oplevelse, vi ønsker at give vores kunder, når de besøger os, siger Finn Toft i pressemeddelelsen.

Han ser lyst på fremtiden.

- Jeg har været med i over 35 år og i alle år, er det gået op og ned. Men hvis vi står sammen og bakker op om de lokale handlende, skal det nok gå, siger Finn Toft.

Kæmpe legetøjssucces

Samme holdning har varehuschef Palle Jensen fra Føtex i J. P. Jakobsen Centret.

- Vi er gået nye veje i år og har lavet en pop-up butik i H&M´s gamle lokaler ud til Store Torv. Det er blevet en kæmpesucces, og med det udvalg og de priser, vi kan tilbyde, tror jeg, at vi kan flytte en del af den handel, der ville havne i netbutikkerne, til at forblive i de fysiske butikker i vores lokalområde, siger Palle Jensen i samme pressemeddelelse.

Han opfordrer også til at handle lokalt ikke bare til jul men hele året.

- Det er de handlende, der holder liv i vores byer. Vi har fantastiske handelsbyer i Thy og dem skal vi gøre alt for bevare. De er mange steder nerven i byerne, i forhold til foreningslivet og ikke mindst i forhold til sammenhængskraften i de lokale samfund. Så ”Handel med hjertet” og handel lokalt, slutter Palle Jensen, der udover at være varehuschef i Føtex, også er formand for Thy Detailforum.

Annonceret indhold

Nyeste