Handelslivet blomstrer: Fire succeshistorier på en måned i byen
Der er sket en positiv udvikling for handelslivet i Hurup, og beviset er de fire succeshistorier med åbning af ny butik og café samt generationsskifte i to gamle butikker på blot en måned i byen. Det er en helt uhørt udvikling for byen, konstaterer en begejstret formand for Handelsbyen Hurup, Lars Søndergaard.
- Vi stod med en udsigt til, at tre af vores gamle butikker stod til at lukke til, at vi nu ser, at butikkerne er blevet solgt til nye unge kræfter og at en blomsterbutik åbner i et af vores tomme lokaler. Det fortæller os, at vi kan noget som by og forening, som vi skal være stolte af, siger han.
Lars Søndergaard henviser her til den gode nyhed, at Toft's Gardiner i sidste måned blev solgt til og drives videre af, Annette og Peter Sørensen, som i forvejen har Gardin Partner i Skive. Røgter's Bageri er opkøbt af kokken Frans Noermark Jensen, der vil drive stedet videre som café. Vilh. Nielsens Isenkram er blevet opkøbt af Charlotte Brændgaard Kappel, og blomsterdekoratør Sanne Færch Høj åbner ny blomsterbutik i de tomme lokaler i Bredgade 95.
- De fire nye handelsdrivende i vores by vil være med til at sikre Hurup som en aktiv og blomstrede detailhandelsby en årrække frem i tiden. For vi skal jo alle sammen huske på, at bylivet i Hurup, det drives frem af vores detailhandel, siger Lars Søndergaard.
En løftet pegefinger fra formanden
Han vil også gerne her i kølvandet på de positive succeshistorier løfte en pegefinger, som formand for handelslivet i Hurup.
- Der har i alt for lang tid hersket en rigtig negativ stemning med negative rygter om udviklingen for handelslivet her i Hurup. Nu viser det sig jo, at alle de negative rygter ikke har hold i virkeligheden. Og jeg vil gerne som formand komme med den opfordring, at vi skal passe på ikke at tale vores by ned, men derimod stå sammen og få den positive stemning tilbage. Det tjener os alle sammen bedst, lyder opfordringen fra Lars Søndergaard.
Nu glæder han sig bare til at hilse alle de nye handelsdrivende i Hurup velkommen, og han glæder sig samtidig til at få dem med i folden, når Hurups detailhandel begynder at rulle den store juleløber ud.
- Vi har det altid hyggeligt med hinanden op til jul her i foreningen. Vi kan kun opfordre lokalsamfundet til at være med til at bakke os op. Og det gør man jo bedst ved at handle sine juleindkøb hos os. For vi har alle sammen et ansvar for at bevare Hurup som en driftig handelsby, og så skal vi her i foreningen og i alle vores butikker gøre vores bedste for, at der sker en masse spændende ting både i vores butikker og i gågaden, siger Lars Søndergaard.
Og både den nye blomsterbutik, Bonderosen og Charlotte Brændgaard Kappel, som nu er den nye indehaver af Vilh. Nielsen Isenkram, er allerede i fuld gang med at pynte op til jul.
- Jeg tror på, at der er ved at ske en omfattende udvikling her i området og for Hurup som kultur-og handelsby. Vi skal alle sammen tage ansvaret på os for at bevare Hurups gågade, som en aktiv gade med spændende detailhandel. Det skylder vi byen, siger Charlotte Brændgaard Kappel, der glæder sig til at starte julehandel 2023 i Hurups gågade sammen med de gamle som nye handelsdrivende i gaden.