Billede beskrivelse

Handelsbyen har tangenterne – nu skal der findes en ny melodi

06. maj 2025 kl. 14.01

HURUP: Han vil vove den påstand, at handelsbyen Hurup har så mange og så bred en variation af specialbutikker, at butikkerne tilsammen stort set kan opfylde enhver kundes behov for at handle i Sydthys hovedstad.

Alligevel er handelslivet udfordret på en måde, så der skal tænkes nyt, siger den nyvalgte formand for Hurup Handel, Ole Andresen fra Thy Specialhandel.

- Vi har alle tangenter at spille på, men vi kan bare ikke blive ved med at spille den samme melodi, som vi har gjort de seneste 10-15 år. Handelslivet er i stor forandring og har været det længe, så nu skal vi tænke nye tanker og finde en ny melodi, siger han.

I bestyrelsen gør de sig mange tanker om den forandring, der skal til, men overordnet handler det om at trække kunder til på god service og oplevelser.

Billede beskrivelse

- Tidligere kunne et udsalg trække mange kunder til. Det kan det ikke længere, for kunderne kan altid finde det billigere på nettet. Så det er ikke på prisen, vi kan konkurrere, for netbutikkerne vil altid stå stærkere på det område, for de har ikke de samme omkostninger, som vi har på husleje og faguddannet personale, siger han.

Butikkerne skal naturligvis stadig have de varer på hylderne, som kunderne efterspørger, siger Ole Andresen, men i stedet for at være ”billigst”, skal butikkerne gøre en forskel på den gode service samtidig med, at handelsbyen skal gøre det til en oplevelse at handle ind. Både med arrangementer, som By Night, men også ved at forskønne de ydre rammer, så byen fremstår indbydende og giver folk lyst til at komme og handle, både de lokale, men også turister.

De ydre rammer bliver lige nu forskønnet med den årlige plantning af blomsterkummerne af frivillige grønne hænder, men forude venter større projekter for forskønnelse af bymidten, som kommer til at udspringe fra Byklyngen Hurup.

- Jo mere levende, vi kan gøre bymidten, jo bedre bliver handelen. Derfor har vi fra Hurup Handel også et ben inde i byklyngen for at give vores besyv med på udviklingen, siger Ole Andresen.

På udviklingen af specialbutikkerne selv, har Hurup Handel også et ønske om at komme i dialog med kunderne, både dem, de ser meget i butikkerne, men ikke mindst dem, de ikke ser så meget.

- Til sidstnævnte hører de unge. Dem vil vi gerne i dialog med for at høre, hvorfor de ikke handler hos os, men hellere vil køre fra Hurup til Aalborg Storcenter for at handle der. Måske kører de efter varer, de ikke finder hos os. Det kan også være, at de ikke kan se sig selv i de aktiviteter, vi laver, men gerne vil komme, hvis vi laver noget andet. Vi ved det ikke, så det vil vi gerne i dialog med kunderne om, siger Ole Andresen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste