Billede beskrivelse

Guld & Rod i Thisted flytter

20. december 2024 kl. 15.46

THISTED: Det var ikke helt planen, at second hand- butikken ”Guld & Rod” skulle flytte til nye lokaler.

Men sådan bliver det.

Det betyder, at muligheden for at købe eller sælge second hand på Industrivej 13a bliver sat på pause.

Men heldigvis kun for en kort bemærkning, fortæller butikschef og medejer, Sanne Klemmensen.

Der er nemlig underskrevet en kontrakt et nyt sted i Thisted.

- Det var ikke helt nemt at finde noget, der passede, for vi skal jo gerne have minimum 700 kvadratmeter, forklarer Sanne Klemmensen.

En gang midt i januar er ”Guld & Rod” klar til at åbne dørene på Ringvejen 1. Det er de lokaler, hvor møbelfirmaet ”My Home” har haft til huse.

Billede beskrivelse

Og nu ser Sanne Klemmensen fremad.

- Det skal nok blive rigtigt, rigtigt godt, når vi lige får flyttet det hele, siger hun med et smil.

Hun glæder sig ikke mindst over, at de nye lokaler tilfører Guld & Rod en hel del mere plads.

Omkring 400 kvadratmeter, vurderer Sanne Klemmensen.

For nuværende har Guld & Rod cirka 200 stande.

- De 150 ved vi allerede rykker med over, og når vi er på plads, vil vi have plads til i hvert fald 300 stande, vurderer hun.

Billede beskrivelse

29. december er der sidste åbningsdag på Industrivej. Denne dag skal indehaverne af de enkelte stande også flytte indholdet på deres hylder til de nye lokaler.

- Inden vi åbner, får de selvfølgelig mulighed for at sætte deres stande op, så de er klar, når kunderne kommer for at handle, siger hun.

Der vil blive en række åbningstilbud i forbindelse med åbningen, som Sanne Klemmensen vurderer, bliver midt i januar.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste