Gratis morgenbord blev et tilløbsstykke – nu dobler handelsbyen op på rundstykker
NYKØBING: Sidste år blev butikkerne i Nykøbing om ikke taget på sengen, så på den grønne løber til det gratis morgenbord i forbindelse med Kulturmødet.
- Når man laver en åben invitation, så er det altid svært at vide, hvor mange gæster, der kommer. Der kom så mange flere, end vi havde forventet og købt rundstykker til. Derfor slap rundstykkerne hurtigt op. Den lektie har vi så lært til i år, hvor vi køber dobbelt så mange rundstykker, smiler handelschef Lisbeth Thrysøe.
Det gratis morgenbord finder sted lørdag den 24. august, hvor der i år bliver stillet langborde op på den grønne løber, som Mors Handel første gang rullede ud i hele gågadens længde sidste år i forbindelse med Kulturmødets 10-års fødselsdag.
Den 500 meter grønne løber vakte stor opmærksomhed samtidig med, at gågaden bød sig til med ”hjemlig” hygge i de mange opsatte genbrugsmøbler og flot pyntede borde foran butikkerne med perleblomster lavet af børn fra skoler og dagtilbud.
- Den grønne løber, genbrugsmøblerne og de flotte perleblomster er med til at skabe en helt speciel og hyggelig stemning, som både gæsterne og vi nyder i de dage, Kulturmødet finder sted. Derfor laver vi samme opsætning i år, og vi begynder på mandag, hvis vejret tillader det, med at rulle den grønne løber ud, siger Lisbeth Thrysøe.
Jens Dahlgaard underholder
Det bliver de enkelte butikker i gågaden, der står for at servere de gratis rundstykker og sørger for, at der også kommer smør til – og kaffe.
Ud over det gratis morgenbord, som starter samtidig med, at butikkerne åbner klokken 9.30, kan gæsterne også se frem til musikalsk underholdning.
Den musikalske underholdning er lagt i hænderne på den lokalkendte spillemand, Jens Dahlgaard, der vil spille foran Bøger og Papir, LusiAnna og Garderoben.
- Og selv om, vi altså har købt ekstra mange rundstykker i år, så er det gratis morgenbord efter først til mølle, siger Lisbeth Thrysøe.