2020 var et fantastisk år for Løvbjerg i Nykøbing, lyder det fra købmand Bjarne Smedegaard. Arkivfoto: Peter Mørk
Shopping

Glæde i Løvbjerg: - Det har været et fantastisk år for butikken

I 2020 lagde mange flere kunder vejen forbi dagligvareforretningen i Nykøbing

25. januar 2021 kl. 12:55

NYKØBING: Købmanden i Løvbjerg i Nykøbing, Bjarne Smedegaard, glæder sig for tiden over omsætningen i butikken for 2020.

Mange flere kunder har nemlig fundet vej til Løvbjerg i Nykøbing, der har lagt 17 procent oven i omsætningen for 2020, lyder det i en pressemeddelelse fra Løvbjerg, hvor det også fremgår, at dagligvarebranchen som helhed voksede cirka syv procent i 2020, blandt andet på grund af nedlukninger af restauranter.

- Det har været et fantastisk år for butikken. Vi har haft den glæde, at vi både har fået mange nye kunder og et større salg til de kunder, som vi havde i forvejen. Vi er meget glade, siger Bjarne Smedegaard i pressemeddelelsen.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at den positive udvikling ikke kun skyldes den medvind, som coronavirus har givet til dagligvarebutikkerne.

- Allerede inden corona ramte Danmark, havde vi fået en fantastisk start på året. Jeg tror, kunderne har fået øjnene op for, at vi kan tilbyde et kæmpe sortiment af varer og en super kvalitet på f.eks. kød og grønt samtidig med, at vi er billige. Derudover har vi mange kvadratmeter og god plads, og det har kunderne belønnet i år, lyder det fra Bjarne Smedegaard.

Går godt for hele kæden

Fremgangen for Løvbjerg i Nykøbing er ikke et enkeltstående tilfælde, for generelt set går det godt for Løvbjerg-kæden.

- Vi slutter året 2020 med en salgsvækst på godt og vel 18 procent, hvilket vi er ekstremt tilfredse med, siger kædens administrerende direktør, Jesper Due, i pressemeddelelsen.

Løvbjerg har dog også øje for, at mange andre brancher har været hårdt ramt, fremgår det, og således har kæden flere gange uddelt gavekort til lokale restauranter til sine medarbejdere for at støtte en branche, der har det svært.

- Det er naturligt for os at støtte lokalt. Det betyder meget for os i alle vores 15 supermarkeder, at vi er lokalt engageret i hver by, udtaler Jesper Due.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu