Gavekort for 300.000 kroner revet væk i Thy
600 ud af de 750 gavekort, ”Thy i Balance” satte i salg i fredags, er revet væk hen over weekenden
THY: 600 ud af de 750 gavekort, ”Thy i Balance” satte i salg i fredags, er revet væk hen over weekenden.
Dermed er butikkerne i Thy sikret over 300.000 i ekstra omsætning i de kommende uger.
- Det er helt vildt og jeg er optimist. Jeg er sikker på, at thyboerne er klar til, at vi sammen tager det sidste ryk og når i mål med 750 solgte gavekort, siger handelschef Michael Vendelbo.
Det er Thisted Forsikring og Sparekassen Thy, der med en donation gør det muligt at sælge gavekort med en pålydende værdi på 500 kroner med en rabat således, at kunderne slipper med 400 kroner.
- Vi skal rigtigt gerne i mål inden det store liveshow fredag den 26. marts, hvor der trækkes lod om tre store gavekort til en samlet værdi af 25.000 kroner blandt alle dem, der har købt et af vores 750 ”Thy i Balance”-gavekort, fortæller Michael Vendelbo.
Gavekortene kan anvendes i flere end 130 butikker i hele Thy.
- Det gode er, at uanset hvor man bor, får man mulighed for at støtte op omkring de lokale butikker ved at købe gavekortene samtidigt med, at dem der får gavekortene, kan gå ud og finde præcis den gave, de har ønsket sig. Hvorfor ikke købe en bunke gavekort og dele ud til familien eller medarbejderne som en ekstra påskegave i en kold tid, påpeger Michael Vendelbo.
Tiltaget er en del af projektet ”Thy i Balance”, hvor virksomheder der er kommet godt ud af krisen indtil nu, støtter op omkring dem, der stadig har det svært og måske er lukkede ned. Samtidigt er Thy endnu en gang frontløbere, når det gælder nye tiltag, der er med til at styrke den lokale handel.
- Vi har sammen med Sparxpres udviklet et gavekort, der kan bruges i hele kommunen. Det findes ikke andre steder i landet med den volumen og det antal tilsluttede butikker, som vi har i Thy, fortæller Michael Vendelbo.
Man kan købe gavekort hos Føtex (Thisted), MENY (Vorupør), Spar Klitmøller (Klitmøller), Spar Nors (Nors), Spar Sjørring (Sjørring), SuperBrugsen (Thisted), Thy Specialhandel (Hurup), Holms Univers Snedsted, Min Købmand Sennels (Sennels) eller på ww.vielskerthy.dk