Fyldt gågade i Nykøbing til bynight

Musik, kolde drikke og en svingom på Kirketorvet

23. juli 2020 kl. 09.20

NYKØBING: Hver onsdag fra uge 27 til og med uge 32 holder butikkerne i gågaden i Nykøbing bynight.

Onsdag 22. juli var der trængsel i gågaden. Mange morsingboer er taget på ferie, men det gjorde bestemt ikke, at der ikke kom mennesker til bynight. Sidst på eftermiddagen og først på aftenen var der tæt med mennesker.

Mange på ferie i det nordvestjyske havde valgt at aflægge Nykøbing et besøg, når der nu også var åbent til kl. 21. Flere tyske turister havde også valgt at kikke og handle i Nykøbing.

Michael Hansen, der er indehaveren af Clock Huset i Nykøbing og formand for Morsø Handel, siger, at man har været ovenud tilfreds, som dagen er gået:

- Der er masser af glade mennesker på ferie i området, og der var allerede mange, da vi åbnede kl. 09.30.

Svaret var det samme i mange andre butikker.

Vejrguderne var med hele dagen, og på Kirketorvet havde firmaet Hop & Rul fra Lyngs opstillet hoppeborge til børnene. Der var borde og stole på torvet, hvor man havde mulighed for at nyde både musik og kolde drikke. Der var selvfølgelig taget hensyn til coronarestriktionerne, så ingen sad for tæt sammen. Flere tog sig en svingom på Kirketorvet.

Gennem hele gaden underholdt jazzbandet New Orleans Swingband med sang og musik. På alle torvene var der markedsstemning, hvor der også blev gjort flere handeler.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste