Fruens Fristed flytter: Her skal butikken nu ligge
NYKØBING: Kunsthåndværkbutikken og systuen Fruens Fristed, der siden august 2020 har ligget på Lille Torv i Nykøbing flytter snart i nye lokaler.
Indehaver Mary-Ann Gramstrup fortæller, at hun har planer om at flytte butikken til nye lokaler i Algade 9.
- Min gode nabo, Café Nr. 1, vil gerne udvide, og mangler plads. Her kom min butik i spil. Så jeg fandt de nye lokaler, der i øjeblikket er ved at blive gjort klar, fortæller 59-årige Mary Ann Gramstrup.
Fordelen ved de nye lokaler, der tages i brug 21. juni, er ifølge ”fruen”, at det hele er i ét plan.
- Jeg vil kunne have systue midt i butikken. Så kan folk udefra se, at der er liv i butikken, siger hun.
Hun får også mere plads.
- Det giver mig mulighed for at få nogle flere kunstnere ind i min udstilling. Derudover får jeg plads på loftet ovenpå butikken, hvor jeg kan afholde events med kunsthåndværkerne, siger Mary-Ann Gramstrup.
Hun fortæller desuden, at idéen køb og salg af luksustøj bliver lagt i graven i forbindelse med flytningen.
- Det er aldrig rigtigt kommet i gang, fortæller hun.