Billede beskrivelse

Første varer på hylderne: Hillerslevs nye købmand rykker nærmere åbning

09. januar 2026 kl. 06.00

HILLERSLEV: Der er for alvor kommet liv i lokalerne i Hillerslev, hvor byens nye dagligvarebutik Min Købmand langsomt, men sikkert begynder at tage form.

Tirsdag ankom de første 14 paller varer, og det blev startskuddet på den store indretning af butikken. Og hjælpen lod ikke vente på sig. Flere frivillige var mødt op for at give den kommende købmand, Louise Sindalsen, en hjælpende hånd.

- Der er meget, der skal stilles på plads, når man starter med en fuldstændig tom butik. Heldigvis har jeg fået al den hjælp, jeg har haft brug for. Det er fantastisk at opleve så mange frivillige, der tilbyder deres hjælp, siger Louise Sindalsen.

Billede beskrivelse

Den nye købmand mærker tydeligt, at Hillerslev har savnet sin dagligvarebutik.

- Jeg er klar. Og det er Hillerslev også. Det mærker jeg helt tydeligt på den opbakning, jeg har mødt fra dag ét. Rigtig mange har kigget ind og spurgt interesseret ind til, hvad der sker i butikken – langt mere end jeg havde forventet, fortæller hun.

Også på de sociale medier er interessen stor.

Facebook-siden “Min Købmand Hillerslev” har nu rundet 850 følgere.

- Mit forsigtige mål var 1100, og det tal er jeg sikker på, at vi når, siger Louise Sindalsen.

De første varer, der nu står på hylderne, er basisvarer leveret af Dagrofa, som har været en stor hjælp i opstartsfasen.

- De har blandt andet lavet en hyldeplan til os, så vi kan få plads til alle varerne de rigtige steder. Det har været en kæmpe hjælp, siger købmanden.

I de kommende uger bliver hylderne fyldt yderligere op, og både køle- og frysemontrer vil snart være klar. Til sidst ankommer varerne med den korteste holdbarhed – og så er butikken klar til åbning.

Når dørene slås op, bliver det med manér.

- Der bliver masser af vilde åbningstilbud, konkurrencer og meget mere 29. januar kl. 10.00. Det bliver en vild dag og en travl dag. Men også en dag som jeg glæder mig meget til. Jeg håber og tror også at mange kigger forbi, lyder det fra Louise Sindalsen.

Butikken får i alt 12 medarbejdere, inklusive ungarbejdere, og ambitionen er klar: Min Købmand skal blive et naturligt samlingspunkt i Hillerslev.

Vil man følge med i forberedelserne og høre mere om åbningsfesten, kan man løbende holde sig opdateret på Min Købmand Hillerslev på Facebook.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste