Se videoen: Ti redningsfolk modtog den største hæder
HANSTHOLM: Der var både stolthed og rørte miner, da ti redningsfolk fra Hanstholm tirsdag blev hædret for deres indsats under en dramatisk redningsaktion i efteråret 2025.
Ved en højtidelig ceremoni i Hanstholm modtog de alle en medalje samt en pengepræmie på 25.000 kroner fra Carnegiefonden.
Det er yderst sjældent, at så mange personer hædres på én gang - og så med den største uddeling der kan ske.
- Jeg kan ikke mindes, at det tidligere er sket i den her størrelsesorden, sagde Lene Volke Roesen, der stod for overrækkelsen.
Hun er selv opvokset i Thy og var tydeligt berørt under ceremonien, hvor redningsaktionen fra den 5. oktober 2025 blev genfortalt for de fremmødte.
Undervejs i overrækkelsen blev der sat ord på den indsats, der ligger til grund for hæderen - en aktion præget af ekstremt vejr, hurtige beslutninger og en vilje til at sætte eget liv på spil for andre.
Højtidelig og følelsesladet
Flere af redningsfolkene tog imod medaljerne omgivet af familie, kolleger og venner, og stemningen var både højtidelig og følelsesladet.
Carnegiefonden uddeler kun hædersbevisninger i særlige tilfælde, hvor personer har udvist usædvanligt mod og handlekraft.
At ti personer hædres samlet for samme indsats understreger ifølge fonden aktionens helt særlige karakter.
Med medaljen følger også en kontant anerkendelse på 25.000 kroner til hver af de hædrede.
Selve overrækkelsen -med taler, applaus og synligt rørte modtagere - kan ses i videoen nedenfor.