Brinch Sale lukker med årets udgang i Thisted.
Shopping

Flyttede til nye lokaler i oktober: Nu lukker tøjbutik i Thisted

10. november 2022 kl. 15:07

THISTED: 1. oktober flyttede Brinch Sale fra gadeplan og op på første sal i J. P. Jakobsen Centret. Det skete et halvt år efter, at butikken åbnede i de tidligere H&M lokaler.

Indehaver af Brinch Sale Jan Brinch tog den beslutning, at man efter en god forårs og sommersæson skulle give det et skud for fortsat at have butik i Thisted. 

Men efter et skuffende salg i oktober afvikler Jan Brinch nu sin forretning i Thisted. Og skilte med nedlukningssalg med 50 procents rabat er allerede hængt i vinduet.

- Da jeg åbnede i H&M-lokalerne, var det for at prøve af, om en fysisk butik i Thisted kunne virke for os. Det kunne det, lyder det fra Jan Brinch. 

Han har åbnet syv butikker gennem tiden, men han sælger primært tøj ved at leje haller og holde markedssalg i de større byer.

- Vi har haft et rigtigt godt halvår i Thisted. Vi er blevet taget godt imod, og kunderne har fundet os i de gode lokaler lige ud til Storegade, uddyber han.

Udelukker ikke comeback

Han fortæller, at han tog en chance, da butikken flyttede ovenpå. For han ville se, om butikken kunne sælge nok til at fortsætte. Men efter et sløjt salg i oktober har han besluttet at lukke i Thisted.

- Det er ikke en uventet situation for mig. Vi har oplevet en lukning før efter at have åbnet flere lignende butikker. Jeg vil dog ikke afvise, at vi dukker op igen i Thisted til sommer, lyder det fra tøjmanden. 

Jan Brinch vil nu bruge forretningskræfterne på markedssalg, som det netop overståede i Ridehuset i Aarhus og i en hal i Valby.

- Det er en forretningsmodel, der virker for os, og som vi har brugt i mange år, fortæller Jan Brinch.

- Bare for at sætte det i perspektiv – så kan vi på få timer på én dag i Aarhus sælge, hvad der svarer til en måned i Thisted - med betydeligt færre omkostninger, lyder det.

Sidste åbningsdag i Brinch Sale i Thisted er antageligt 30. december.

Annonceret indhold

Nyeste