Pers møbelbutik holder flyttedag
I over en måned har man på Danbo Møbler Mors’ facebookside kunnet læse, at indehaver Per Fruergaard holder flytteudsalg, og mange har spurgt ham, hvor han flytter hen.
Men først nu kan han melde ud, hvor han flytter hen:
Fra 1. december overtager og lejer Danbo Møbler Mors de tomme lokaler efter Vils BoligRum, det tidligere Vils Bolighus, på Næssundvej 156 i Vils.
Det sker efter indehaver af Vils BoligRum, Rasmus Pold, har flyttet sin butik til Nykøbing, hvor han nu deler lokaler med Højland Biler på N. A. Christensenvej.
- Jeg overtager nøglen til de nye lokaler i Vils fra den 1. december. Og derefter vil vi løbende begynde at tømme butikken her på Grønlandsvej i Nykøbing og flytte dem til Vils. Vi vil ligeledes løbende renovere lokalerne i Vils samtidig med, at vi holder åben for møbelsalg, dels fra butikken her i Nykøbing indtil årsskiftet, og dels fra den nye butik i Vils, som vi regner med at slå dørene op for allerede i løbet af december, forklarer Per Fruergaard.
Han fortæller, at beslutningen om at flytte til de tomme lokaler i Vils kom sådan lidt tilfældigt.
- Det, at flytte til nye lokaler er ikke noget, som vi har gået og planlagt som en strategi i længere tid. Men da lokalerne i Vils blev ledige til leje, meldte tanken sig. For i Vils får vi mere plads, og lokalerne har jo i årtier været indrettet som møbelhus. Det fristede os, og vi slog til, siger han.
Mange år som Danbo Møbler
Per Fruergaard har haft møbelhus på Grønlandsvej i flere årtier, siden han for 32 år siden blev en del af Danbo-kæden. I november 2002 blev hans datter Merete Fruergaard ansat i butikken, i det hun selv betegner som en blæksprutte-rolle. Og hun glæder sig meget til at skifte lokaler.
- Vi får mere plads til vores udstillinger af møbler. Og så er det her en kærkommen lejlighed til at få ryddet op på alle hylder og så at sige kaste det hele op i luften og starte fra bunden med indretning af en ny møbelbutik, siger hun.
Men det koncept, som Per Fruergaard har kørt, siden han startede med Danbo Møbler Mors for 32 år siden, forbliver uændret.
- Vi har ikke planer om at ændre på ret meget. Vi får nok nogle nye varer og modeller ind i butikken, men vi fortsætter som en privatejet møbelbutik i Danbo-kæden. Vi har gode faste kunder fra hele Thy, Mors og Salling, så om vi ligger i Nykøbing eller Vils betyder ikke det store. Men med de her nye lokaler får vi flere kvadratmeter, nemlig 2500 at indrette os i. Og det glæder vi os til, siger Per Fruergaard.
Når Danbo Møbler Mors kommer helt på plads i de nye lokaler i Vils, så vil far-datter duoen invitere til reception – men det bliver først en gang i foråret næste år.