Berith Fyhring flytter sin butik Agger Design et par kilometer østpå til Lodbjergvej 20 - for at få mere plads. Arkivfoto
Farvel til havet - Design Agger flytter hjem
For halvandet år siden flyttede Agger Design over på den modsatte side af Vesterhavsvej i Agger. Siden er der kommet flere varer på hylderne og mere syaktivitet. Så meget at pladsen nu er blevet for trang
Nu flytter indehaver Berith Fyhring sin design og tøjbutik væk fra klitterne ved Agger og nogle få kilometer mod øst - hjem til Lodbjergvej 20.
- Jeg har simpelthen brug for mere plads, blandt andet til min systue. Det får jeg på Lodbjergvej 20, hvor jeg også får mere baglokale, fortæller Berith Fyhring.
Design Agger har fået succes med unikt og upcycled tøj, smykker, keramik, brugskunst, malerier, lokale delikatesser og fairtradeprodukter.
Og efter man har shoppet - er der mulighed for at gå i den lille café med kaffe og cookies.
Agger Design har sidste dag i Agger, blandt andet med masser af julevarer og åbner for første gang på den nye lokalitet den 27. november.