Farvel med flødeskum og fællesskab: Hanstholms bager sagde tak for 20 gode år
HANSTHOLM: Der var både smil, kram og blanke øjne, da bager Jan Sørensen og familien lørdag sagde farvel til kunderne efter Jans 20 år som Hanstholms bager.
Og helt som sig hør og bør, når en bager siger farvel, stod den på det helt store kagebord – og en strøm af trofaste kunder, der ville give ham en sidste, varm hilsen.
For da Jan annoncerede, at butikken lukkede i november, skabte det røre i Hanstholm.
Ingen ville forestille sig byen uden duften af friskbagt brød og de kendte kager i ruden. Det kunne tydeligt mærkes denne lørdag, hvor mange kom forbi for at sige tak.
Men selv om dagen bar farvel-toner, var der også stor glæde.
For netop som bageren næsten havde mistet håbet, opstod den mulighed, familien havde ventet på i to år:
Butikken blev solgt, og fremtiden for bagerforretningen er sikret i havnebyen.
Bageriet genopstår i februar som et stort nyt “café-bageri” – en løsning Jan kalder “kanon.”
Det her er et drømmescenarie. At bageriet både er solgt og fortsætter – det er en kæmpe lettelse, siger Jan, mens håndtryk, gaver og gode ord stod i kø.
Med beslutningen kan han, hustruen Katja og datteren Louise give slip på deres familieprojekt med ro i sindet.
De kommer med nye ideer – og det er godt for Hanstholm.
Selv om bageriet får en ny stil, glæder det Jan, at det netop er Nanna Saugbjerg og hendes investorer, der overtager.
– Det bliver et spændende projekt. De kommer med nye ideer og et mere overskueligt sortiment. Bagerfaget skal tænke i nye baner, og jeg synes, det er godt for både byen og centret, siger han.
Foran venter dog først en knæoperation, som har ladet vente på sig.
Og derefter? Måske endnu et kapitel i bagerfaget.
– Hvis jeg selv kunne vælge frit, så ville jeg sige ‘bager’. Det er det, jeg kan – og har gjort næsten hele mit liv, siger Jan med et smil.
Så måske bliver det et bageri igen. Men gerne som vikar eller i en fleksordning. Hans sidste vagt – eller nat – i bageriet bliver i weekenden.
Selv om Jan stopper, fortsætter bagerbutikken hele december med hjælp fra en af de nuværende ansatte og de to nye: bager og konditor.
Derefter rykker håndværkerne ind i januar hvor der er helt lukket, og i februar åbner den nye bager-café med et bebudet kæmpebrag.