Elin vil inspirere kunderne op til jul
Indehaveren af Elins Butik i Erslev, Elin Knappe, er faldet godt til i byen, efter hun overtog lokalerne efter Netto Tøj for et par måneder siden.
Hun har nu fået indrettet butikken med tøj til kvinder i alle aldre og størrelser og med brugskunst, lys og servietter. Elin får hjælp af sin datter Josephine, som betjener kunderne sammen med hende selv.
- Vi er blevet taget så godt imod her i Erslev, og vi har kunder, der kommer hertil langvejs fra. Det overrasker os måske lidt, at der er så meget trafik og gennemkørsel i Erslev, men det skyldes jo, at vi har både købmand og slagter i byen, som trækker kunder til. Og så har vi jo nogle fantastisk gode p-forhold, forklarer Elin.
Men både Elin og Josephine gør også deres for, at kunderne skal føle sig godt tilpas, når de besøger butikken. Der er altid en kop kaffe på kanden og en god stemning, når man træder ind i butikken, som har fået et helt særligt hyggeligt præg, efter Elin har arrangeret hylder med brugskunst, lys og servietter mellem stativer og hylder med tøj.
Der er for alvor ved at komme gang i julehandlen både hvad angår brugskunst og tøj. Det er især strik, der købes som gaver til jul, fortæller Elin.
Kundeaften som inspiration
Fordi det netop er strik og basisvarer, kunderne køber meget af til julegave, så har Elin allieret sig med en repræsentant fra Sandgaard og arrangerer en kundeaften torsdag den 7. december i butikken. Elin serverer lidt sandwich, kaffe og lidt sødt, og hun vil derfor gerne have en tilmelding, så hun nogenlunde ved, hvor mange der kommer.
- Repræsentanten fra Sandgaard vil fortælle om de forskellige basisvarer, de har, og især om, hvordan man kan sammensætte og style basistøjet med noget andet fra garderoben. Sandgaard er også stærke i strik af en høj kvalitet, og hun vil derfor også vise en lang række strikvarer fra deres sortiment, fortæller Elin.
Og nu er der jo jul, så Elin giver rabatter om aftenen – køb tre varer og få den billigste gratis. Og der vil også komme nogle gode tilbud på udvalgte varer fra Studio.
- Vi har allerede haft et par kundeaftener i butikken, og der har været god interesse for at deltage. Så vi glæder os til at byde vores kunder velkommen til endnu en kundeaften, hvor vi kan julehygge og kigge på julegaveideer sammen, fortæller Elin og Josephine, der begge vil deltage torsdag aften den 7. december fra klokken 17.