Holms Univers lukker i Thisted. Over 50 timer i ugen har gået ud over familielivet. Nu samler vi igen alle aktiviteter i Snedsted, lyder det fra Ida Holm, der har det godt med beslutningen. Foto: Ole Iversen
Shopping

Efter kun et år i shoppingcenter: Ida Holm lukker sin butik

30. juni 2022 kl. 13:18

Brugskunst og tøjbutikken Holms Univers Thisted på første sal i J. P. Jacobsen Centret lukker. Trods et år med et ganske udmærket salg har Ida og Lone Holm besluttet at flytte alle aktiviteter til Snedsted. Holms Univers Thisted åbnede 1. maj 2021.

- Vi har haft et megafint år i Thisted. Men vores butik er for meget til én ansat. Vi har prøvet at være to, men omsætningen er ikke stor nok til to, og det er umuligt at finde en, der vil arbejde deltids. Det meste af året har jeg så passet butikken alene, og jeg har måttet erkende, at det koster lidt for meget i forhold til familien, især børnene derhjemme. Derfor har vi besluttet at samle vores forretninger i Snedsted igen, siger nyforlovede Ida Holm, der er ked af at måtte lukke i shoppingcentret.

Flyttesalg

Hun sætte stor pris på modtagelsen i Thisted, og hun vil savne de mange kollegaer i centret og de nye trofaste kunder.

- Jeg håber da, at mange af dem stadig vil handle hos os. I fremtiden bliver det bare i stedet for i Snedsted, lyder det fra Ida Holm, der nu har travlt med flyttesalget i butikken i Thisted.

- Vi har nedsat med 50 procent på alt, der ikke nedsat i Thisted. Flyttesalg fortsætter så længe, at der er varer. Vi vil gerne have solgt det hele ud, før vi åbner i Snedsted igen i august.

I Snedsted venter der kunderne et helt nyt Holms Univers. Butikken vil rumme et stort udvalg af Lene Bjerre, stort udvalg af brugskunst - begge dele til outlet-priser. Samtidig vil tøjafdelingen sandsynligvis blive udfaset.

Ud over den allerede kendte forretning har Ida og Lone Holm besluttet at satse mere på lagersalgsweekends, livesalg på nettet, og kundeaftener. Derfor er butikken i Snedsted åben onsdag til lørdag. De to første dage i ugen forbeholdes livesalg og kundeaftener/dage.

Genåbningen af Holms Univers i Snedsted er 3. august

Nyeste