Drømmen er gået i opfyldelse: Populær butik åbner i kæmpeudgave
THISTED: Det hele begyndte for otte år siden med én ansat. Nu er 20 på lønningslisten, og forretningen er vokset i omfang til langt ud over, hvad lokalerne kunne rumme.
Torsdag klokken 9.30 slår Pernille Tophus sammen med Rasmus Nikolajsen dørene op for deres nye kæmpe udgave af Chokoladekurven, der ligger en håndfuld ejendomme længere oppe i Vestergade.
Dermed er en drøm blevet til virkelighed for Pernille Tophus.
- Det er det, jeg altid har ønsket - at få alt samlet på ét sted, hvor der er rigeligt med plads, som vi virkelig har manglet de senere år, som forretningen er vokset. Nu kan jeg tilbyde kunder og ansatte det bedste - en stor flot butik og oplevelsessted, hvor kunderne kan se det, vi laver, fortæller hun.
I den nye Chokoladekurven i Vestergade 25 viser de blandt andet, hvordan de håndlaver 30 varianter af flødeboller, 24 slags is og et kæmpe sortiment af over 50 forskellige chokolader.
- Det sker nu lige foran øjnene på kunderne i vores åbne “chokoladeværksted”. Alt er håndlavet hele vejen rundt. Det er vi stolte af, og det skal vises frem, lyder det Pernille Tophus.
Hun har siden starten kun oplevet, at interessen og efterspørgslen efter det Chokladekurven er støt steget år for år.
I dag håndlaves der over 1000 flødeboller - nogle dage i tusindvis. Det kræver ganske enkelt plads, når der samtidigt skal røres mange slags is og støbes tusindvis af fyldte chokolader.
For Pernille Tophus og Rasmus Nikolajsen og de ansatte er det en monsteropgave, de sammen har gennemført.
Og selv om Pernille ikke vil kalde det en satsning, for hun tror på sin mission, så har det været en kraftpræstation ud over det sædvanlige at etablere Chokoladekurven i version 2.0, som har været et år undervejs.
Og det har været en økonomisk kraftanstrengelse også. Det lægger Pernille Tophus ikke skjul på - uden nærmere at komme ind på, hvor man millioner det har kostet.
- Nu glæder vi os bare til at komme i gang med at lave det, vi kan - til kunderne i Thy og det meste af Danmark. Og vi glæder os helt vildt til at vise vores butik frem, som ikke kun er indenfor. Men som i den grad er udenfor, hvor jeg sammen med butikkerne omkring mig - Butik Unik, Jyske Bank, Photocare og også Thy Tand sammen har skabt et nyt dynamisk gågademiljø i den del af Vestergade.
- Det er et samarbejde, som skal udvides stille og roligt , og som vi omforme den gade, der har været kendt, til et hyggeligt miljø, hvor man kan sidde og nyde sin kaffe, is, flødebolle eller andet i solen på over 50 siddepladser. Og ved samme lejlighed kan man jo besøge de omkringliggende butikker. Det bliver så godt, lyder det fra Pernille Tophus, der har endnu flere planer.
- Men nu skal vi lige i gang med et brag for vores nye Chokoladekurven. Det omfatter også meget prøv-selv-workshops og flere af de vildt populære flødebollekurser. Men det er ingen hemmelighed, at en cafe og et “bageri” også er på listen for kommende aktiviteter i vores ejendom. Det er endda i løbet få måneder i Vestergade 25, lyder det fra den entreprenante chokoladedronning.
Chokoladekurven slår dørene op torsdag 12. juni 9.30 - det sker med gode tilbud, smagsprøver og mulighed for at opleve butik og produktion.
Allerede onsdag 11. juni holder der reception fra klokken 15.00 til 17.00 - alle er velkomne.