Drejer om på hælen efter 18 år: Derfor lukker skobutik i gågaden
Senest 1. april lukker Damkjær Sko i Storegade i Thisted.
Efter 18 år med butik på flere adresser i Thisted har Damkjær-familien fra Holstebro besluttet at lukke og forlade Thy.
- 2022 blev det ringeste år i butikkens historie. Det er bare blevet for svært for os at drive butik i Thisted. Vi er endt i den “døde ende” af Storegade, og det bliver stadigt sværere at trække kunder ind i butikken, fortæller Majka Damkjær.
Overvejede flytning
Hun er tredje generation af skofamilien fra Holstebro, der også driver en stor skobutik i Holstebro og i Aarhus. Her er tre stadigt voksende webshops er en del af sko-virksomheden.
- Vi har haft 18 gode år i Thisted. Lokalerne har ikke har været for dyre i leje, og de har til gengæld heller ikke gennemgået de nødvendige renoveringer. Skulle vi være flyttet til en anden adresse? Måske - det overvejede vi, uddyber hun.
- Men 2022 blev et dårligt år. Og med generelt stigende udgifter til blandt andet strøm og varme tror vi ikke længere på, at det er det hele værd for os at drive butik i byen. Vi vælger derfor at lukke, og i stedet bruge vores energi på vores andre forretninger og webshops, som buldrer derudaf. Vi har rigeligt at rive i, lyder det.
Ophørsudsalg
Hun er dog ærgerlig over, at måtte lukke efter 18 gode år i Thisted.
- Jeg vil i stedet opfordre skokunderne i Thy til at støtte op om de to store veldrevne og flotte skobutikker i Thisted, siger Majka Damgaard.
Damgaard Sko i Thisted kører nu ophørsudsalg indtil butikkens varelager i Thisted er tømt.