Den personlige kontakt holder gang i butikken
Møbelforretning står stadig klar til at hjælpe folk, men det er snakken i butikken, der gør hverdagen sjovest
MORS/SKIVE: - Vi er vant til at have kundebesøg, og det er jo det, vi er her for. At folk kommer ind og snakker med os, er det, der gør hverdagen sjovest og giver en spændende hverdag.
Sådan siger Ole Vestergaard, medindehaver af Skive Boligmontering, og derfor er han ærgerlig over, at møbelforretningen, der udover Skive har Mors og Salling som hovedområde, ikke kan holde åbent for kunder på grund af corona-nedlukningen.
Men det store fokus på personlig kontakt gennem mange år er også det, der er med til at holde gang i butikken trods nedlukningen, fortæller Ole Vestergaard.
- Folk har tillid til os og kender os gennem mange år, og derfor har de ingen problemer med at ringe ind til os og bestille varer, og det er vi rigtig glade for, siger medindehaveren af Skive Boligmontering, der er en del af Møblér-kæden.
Kan stadig hjælpe
Ole Vestergaard fortæller, at selvom butikken holder lukket, kan kunder stadig komme i kontakt med medarbejderne via mail og telefon og bestille varer og få vejledning, ligesom der kan købes på webshoppen.
- Vi kører stadig varer ud, og man kan afhente betalte varer hos os. Og har folk et konkret behov, kan vi snakke om at løse det med et kundebesøg, for selvom butikken er lukket, må vi gerne tage ud til kunder, siger Ole Vestergaard.
Også før nedlukningen havde Skive Boligmontering den såkaldte ”stolebus”, som kørte ud til kunder, der havde besvær med at komme i butikken, med et lille udvalg af stole, som kunderne kunne prøve i hjemmet.
- Det er der kommet mere fokus på nu, siger han.
Selvom de hos Skive Boligmontering stadig kan hjælpe kunderne med nye møbler, glæder Ole Vestergaard sig rigtig meget til at kunne byde kunder indenfor i butikken igen.
- Som menneske er det jo sjovest, at folk kommer ind, og man får en god snak om både vind og vejr. Det er den personlige kontakt, vi værdsætter, så vi får fundet det rigtige til folk, siger Ole Vestergaard.