De tvivlede på, det kunne løbe rundt: Nu fejrer Mødrehjælpen fem succesfulde år
I 2018 tog en flok på omkring 10 lokale kvinder initiativ til at åbne en lokalafdeling af Mødrehjælpen med forretning i Thisteds gågade.
Kvinderne ønskede at hjælpe og støtte udfordrede gravide og børnefamilier.
Men kunne det nu også gå med en forretning i Thisted, flere tvivlede.
- Vi var megaspændte på, om det kunne løbe rundt. Men vi må sige, at det bare er blevet en succes. Nu er vi 37 frivillige, som hjælper mange udsatte børnefamilier. Vi har en velfungerende genbrugsbutik, som sælger brugt kvalitetsbørnetøj, legesager og udstyr, og det drevet af dygtige kvinder i et tæt fællesskab. Omsætningen stiger år for år. Mange aktiviteter, og alt overskud går til hjælp til mødre og familier, siger Conny Juul-Olsen.
Ikke kun forretning
Hun var med helt fra starten og i dag er butiksansvarlig.
- Alt det er nået på fem år. Det er vi da stolte over. Og selv om det ikke er et stort jubilæum, så det skal da fejres, uddyber Conny Juul-Olsen.
- Vi har gjort en stor forskel for mange udfordrede familier. Med butikken har vi skabt et sted, der ikke kun laver overskud. Men som også gør os synlige, og hvorfra mange aktiviteter udgår, tilføjer Agnete Madsbøll, forkvinde for Mødrehjælpens lokalforening.
- Mødehjælpen handler ikke kun om forretningen. Vi har en række aktiviteter henover året som støtter udsatte familier, og giver børn oplevelser, som de ellers ikke ville få. Det er cirkus, Fårup Sommerland, teater, svømmehal, bowling, surf, biograf og julebag. Det er muligt på grund af butikken, og fordi vi får stor støtte og mange flotte donationer fra lokalsamfundet.
20 frivillige
En produktiv gruppe på 20 frivillige strikkere er tilknyttet og leverer hjemmestrik til butikken. Deres ting er meget populære og sælger virkelig godt. Det er et projekt, som man kalder “Fra garn til barn”, der begyndte for tre år siden.
- Garnet får vi doneret. Strikkerne står også for en af vores store succeser: hjemmestrikkede nissehue - 125 flotte forskellige nissehuer, som nu er til salg.
- Vi har også noget vi kalder “Den rullende kagemand” hvor vi i samarbejde med Superbrugsen og legetøjsbutikken Buddy gør det muligt at også udfordrede familier kan holde rigtig børnefødselsdag. Og så skal vi også nævne, at vi sammen med Rema 1000 i Thisted uddeler startpakke til mødre, lyder det fra Agnete Madsbøll.
Fejres lørdag
Vil man støtte Mødrehjælpen er man velkommen til at aflevere brugt børnetøj, legetøj og udstyr i butikken.
Men man kan også blive en del af fællesskabet - så henvender man sig også.
De første fem år for Mødrehjælpen i Thisted fejres lørdag fra klokken 10-13 med kaffe og kagemand. Alle er velkomne.