Cykler på Karbymark

20. december 2018 kl. 11.46

Egentlig tvivler man på, om døgnet har timer nok, når man er i selskab med Finn Olesen.

Han har i over 20 år passet sit fuldtidsarbejde som graver ved Karby Kirke. Et arbejde, han passer med omhu og stor samvittighed. Men alligevel findes der tid til også at have egen forretning. Faktisk et par stykker af slagsen. Og hver anden weekend at have ansvar for at passe de grise, Ornestation Mors lejer sig ind i staldbygningen på Karbymark med.

Her har Finn Olesen boet sammen med sin familie i omkring 20 år, og der er masser af udenomsplads i den nedlagte landbrugsejendom. Og det var i et tomt maskinhus, iværksætterlivet begyndte i 2003.

- Sammen med Jens Mogensen, Karby Smed, startede jeg med salg af olivenkerner, siden gik vi over til træpiller, og efter et år overtog jeg det hele og kørte videre alene, fortæller Finn Olesen.

Sidenhen kom der salg af maling og maleriartikler ind, sammen med alt indenfor rengøring og tilbehør, samtidig med, at der også stadig var brændsel på hylderne. Endnu en nyhed sneg sig stille ind på Karbymark 11, da Finn Olesen begyndte at opkøbe brugte cykler, sætte dem i stand og sælge dem igen.

I dag er cykeldelen det, der fylder mest hos Karby Biobrændsel - Cykler, som ikke udelukkende gør sig i brugte cykler, men også funklende nye.

- Indtil nu har jeg i år solgt 52 cykler, fortæller Finn Olesen, der også lancerer en ny idé, han kalder ”byt til nyt”, hvor folk kan sælge den gamle cykel til ham.

- Jeg har ikke været nogen steder for at lære at reparere cykler. Jeg har lært mig selv det hen ad vejen, og jeg tror, folk respekterer det, når de ser, at cyklen kører, som den skal, fortæller Finn Olesen, som nu også har fået elcykler på lageret.

På spørgsmålet om, hvornår den travle morsingbo dog holder fri, lyder det med et skævt smil - Jamen, jeg holder da fri nu, mens jeg sidder her og snakker med dig.

Derefter går turen igen ud på værkstedet, hvor endnu en cykel skal smøres og gøres klar til en kunde.

I det hele taget er der rigtig mange cykler på Karbymark 11. Så mange, at man føler, man er kommet ind i en rigtig cykelforretning. Indtil det går op for én, at det faktisk også er lige præcis det, man er.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste