Conni kom ind fra gaden og blev tøjhandler: Nu har hun haft butik i 15 år
Tiden er om ikke fløjet afsted for den 68-årige butiksindehaver Conni Pedersen, men faktisk var hun ved at glemme sit eget 15-års jubilæum for sin dametøjsbutik Shoppen i gågaden i Nykøbing.
- Jeg kom først i tanke om det en uge før, og så fik jeg travlt med at få arrangeret en jubilæumsfest for mine mange trofaste kunder, siger hun.
En hurtig bestilling hos bageren bragte kage til, og på dagen sendte hun gavekort-balloner fra oven ud over de mange kunder, der var stimlet sammen foran butikken for at komme ind og ønske tillykke.
- Selv om det var med kort varsel, så kom der rigtigt mange af mine søde kunder for at ønske mig tillykke med dagen, så det var dejligt, smiler hun.
Butiksindehaver ved et tilfælde
Faktisk blev Conni Pedersen butiksindehaver ved et tilfælde. Hun havde tidligere arbejdet med højttalere og bordplader, men var på tidspunktet arbejdsløs, da hun for 17 år siden var inde for at købe tøj til sig selv i Shoppen.
- Jeg var ofte inde og handle tøj i shoppen, for jeg kunne godt lide deres tøj og indehaver Grethe Jensen. Så spurgte jeg Grethe, om hun havde brug for lidt hjælp i butikken, og det havde hun, siger Conni Pedersen.
Dengang lå Shoppen i Vestergade og havde i så mange år klædt de lokale kvinder på, at Grethe så tiden inde til at trække sig tilbage og overlade butikken til Conni Pedersen.
- Så efter to år som lønmodtager ville tilfældet så, at jeg blev butiksindehaver, forklarer hun.
Kriser har givet udfordringer
Livet som selvstændig har indimellem været brolagt med udfordringer for hende. En måned efter, Conni Pedersen fik nøglerne til butikken tilbage i august 2008, brød finanskrisen ud, og siden har pandemi, brand, vandskade og tårnhøj inflation i kølvandet på energikrisen været udfordringer at tackle.
- Med så mange kriser på så kort tid, bliver der bestemt noget at fortælle til børnebørnene engang. Men heldigvis har mine mange, trofaste kunder været gode til at bakke op om mig og butikken. Så jeg har ikke ligget søvnløs, men i stedet kløet på, også for kundernes skyld, og det er gået meget godt, smiler hun.
Også da en brand i nabohuset til butikken for tre år siden røgskadede hendes lager og fik hende til at beslutte at flytte Shoppen til tomme lokaler i Algade.
- Flytningen gik godt, men det viste sig hurtigt, at der trængte vand ind gennem vinduerne i facaden. Der var ikke andet for end at skifte facaden. Det tog bare måneder, så i den tid måtte mine kunder finde vej ind i butikken gennem presenninger og stilladser, siger Conni Pedersen.
Selv om hun har nået folkepensionsalderen, har hun ingen planer om at stoppe foreløbigt.
- Jeg elsker mit arbejde og kontakten til mine kunder, hvor jeg har fået et nært og personligt forhold til mange af dem. Vi får ofte en god snak med hinanden om livets små og store begivenheder i deres og mit liv. Det er hyggeligt, for hos mig er der god tid til også at komme omkring den slags. Og kunderne føler sig mange gange så hjemme hos mig, at de kommer med hjemmebagt kage, hjemmestrikkede karklude og blomster. Den form for påskønnelse, kan kun gøre en glad og gør, at jeg fortsætter med min butik, så længe helbredet tillader det, siger Conni Pedersen.